Kontakt
Britta Lange
Telefon: 25181829
E-mail: bybl@guldborgsund.dk
Bodil Pedersen
E-mail: bope@guldborgsund.dk
Andreas Johansen
Telefon: 25182357
E-mail: andr@guldborgsund.dk
Flere besøg hos både gravide og familier med mindre børn. Det er resultatet af en ny aftale, der skal sikre en bedre understøttende og forebyggende indsats for kommunens børn.
I fremtiden skal besøg fra sundhedsplejen ikke kun være forbeholdt gravide med særlige komplikationer; i budgetaftalen for 2025-2028 er der nemlig tilført to millioner kroner til indsatsen, så alle gravide i Guldborgsund Kommune får tilbud om besøg af kvalificerede fagfolk.
Udover udvidelsen af besøgene under graviditeten betyder aftalen også, at der bliver indlagt flere besøg fra sundhedsplejen, mens børnene stadig er små. Helt konkret bliver der også tilbudt hjemmebesøg hos alle familier når barnet fylder halvandet og to et halvt år.
Sidste punkt i aftalen består i et øget samarbejde mellem sundhedsplejen og daginstitutionerne – og de tre punkter har det tilfælles, at de skal styrke indsatsen for at sikre, at kommunens børn får den bedst mulige start på livet.
”Det er svært at få armene ned over denne her aftale. Jeg vil vove at påstå, at det er en af de allerbedste ting, vi har fået indført i min tid i spidsen for Socialudvalget. At vi nu går ind og sikrer, at alle får muligheden for et besøg af en fagperson under graviditeten, og at vi også giver tilbud om de to yderligere besøg end man i dag modtager. Det føler jeg mig sikker på, vi vil kunne se i statistikkerne, når vi sætter os og ser på resultaterne på den lange bane,” lyder det fra Britta Lange, formand for Socialudvalget.
Til gavn for alle
For det er ikke bare kvinder med udfordringer i graviditeten, der har god gavn at besøget. Det forklarer Hanne Ryttersgaard, leder af sundhedsplejen i Guldborgsund Kommune.
”Der kan være mange ting, man gerne vil vide mere om i forbindelse med en graviditet – også selvom man har det, der kan kategoriseres som et uproblematisk forløb. Derfor bliver det rigtig godt, at vi for fremtiden får flere ressourcer, så vi kan tilbyde samtlige gravide i Guldborgsund Kommune et besøg af en sundhedsplejerske,” udtaler Hanne Ryttersgaard.
Aftalen betyder også, at Sundhedsplejen i højere grad får mulighed for at støtte og vejlede forældre og de fagpersoner der er omkring barnet. Noget, der ifølge Hanne Ryttersgaard betyder, at man kan få løst potentielle problemer, før de opstår.
”Hvis vi først møder det enkelte barn igen, når de starter i skolesystemet, så kan udfordringer besværliggøre deres skolegang. Men når vi får flere muligheder for at møde børnene og deres forældre tidligere i livet, kan vi lettere spotte potentielle udfordringer og hjælpe børnene bedre på vej.”
Det gode børneliv i fokus
Socialudvalgsformand Britta Lange ser store perspektiver i det øgede samarbejde mellem familierne og Sundhedsplejen.
”Som fælles byråd besluttede vi os for, at det gode børneliv er et af vores strategiske pejlemærker, vi vil arbejde målrettet med i denne byrådsperiode; jeg synes, det her er noget af det, der giver allermest mening i den kontekst. For mig er det et meget, meget vigtigt tiltag, da forskning viser at de første 1000 dage i et barns liv er betydningsfulde, for barnets udvikling og trivsel.”
Telefon: 25181829
E-mail: bybl@guldborgsund.dk
E-mail: bope@guldborgsund.dk
Telefon: 25182357
E-mail: andr@guldborgsund.dk