Gå til hovedindhold

Beskæftigelse, Aktivitet & Læring

Beskæftigelse, Aktivitet & Læring består af en bred vifte af forskellige sociale tilbud, som er beskrevet nedenfor. Klik på de forskellige afdelinger og læs om vores tilbud.

Indhold

    STU Guldborgsund

    Vores tilbud hører ind under lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019, med de ændringer, der følger af lov nr. 731 af 13. juni 2023. 

    STU Guldborgsund er et tilbud, der består af en treårig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov beliggende i Guldborgsund Kommune på adressen Kraghave Gaabensevej 100 i Nykøbing F. 

    Unge under 25, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse, har et retskrav på at få tilbudt en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov – også kaldet STU. 

    Uddannelsen er ikke kompetencegivende til videre uddannelse eller erhverv. Den har til formål, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt; eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse. 

    STU Guldborgsund er for en mangfoldighed af unge med særlige behov: 
    • Angst 
    • Autisme 
    • ADHD 
    • Psykiske lidelser 
    • Erhvervet hjerneskade 
    • Udviklingshæmning 

    Som en underafdeling til STU Guldborgsund tilbydes unge med fysiske handicaps og sværere funktionsnedsættelser et STU-forløb i det særligt tilrettelagte Sanseværksted. 

    Det er dog ikke bestemte typer af funktionsnedsættelser eller bestemte diagnoser, der er afgørende for, om den unge er i målgruppen for STU, men alene, at den unge ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. 

    Den unge kan få tilbuddet om STU efter undervisningspligtens ophør eller efter ophøret af eventuel fortsat undervisning (10.-11. klasse) i folkeskolen, en fri grundskole eller en efterskole mv. og indtil det fyldte 25. År. 

    Ansøgning om optagelse og indhold 

    For ansøgning om optagelse på STU rettes henvendelse til UU-vejledningen i Guldborgsund Kommune på telefon 54 73 14 30.

    STU Guldborgsund består af undervisning, praktiske og kreative aktiviteter, der er sammensat i et ugeskema efter den enkelte unges ønsker, behov og muligheder ud fra de rammer, vi i STU Guldborgsund kan tilbyde.

    STU tilrettelægges med minimum 840 timer om året og i videst muligt omfang under hensyntagen til den unges kvalifikationer, modenhed og interesser.  

    Ungdomsuddannelsen udgør et planlagt og koordineret forløb, der sigter mod progression i den enkeltes udvikling, og der fokuseres på den unges potentialer i forhold til eventuel videre uddannelse og beskæftigelse.

    Uddannelsens elementer og forløb beskrives i en forløbsplan for uddannelsen, og der afholdes gennem hele forløbet i STU løbende og årlige møder med UU-vejledningen og andre relevante myndigheder.  

    I STU Guldborgsund tilbydes værksteder indenfor: 
    • Madlavning på større og mindre hold 
    • Håndværk og design / Kreative aktiviteter 
    • Træning i motionscenter 
    • Praktiske færdigheder i at passe grønne områder som græsslåning, fliselægning  / Grønt værksted 
    • Praktiske færdigheder i at snedkerere, ordne cykler, plante til og luge / Grønt værksted hjemme 
    • Praktiske færdigheder i oprydning på fodboldstadion, affaldsindsamling og transport / Praktisk hold 
    • Træning i sociale færdigheder / Socialt værksted 
    • Træning i dansk, matematik og engelsk / Fagværksted 
    • Medie med E-sport, sociale medier, vedligehold af IT / Medie værksted 
    • Boundervisning 
    • Køkkenarbejde i produktionskøkken 
    • Sanseværksted 
    Praktik, elevråd og kontakt 

    Praktik i virksomheder og institutioner, hvor den unge i praksis får mulighed for at afprøve praktisk arbejde i en virksomhed eller på institution samt tilegne sig færdigheder i tilknytning til arbejdsmarkedet. 

    På STU Guldborgsund har vi et aktivt elevråd, som der er valg til hvert år i september. 

    Beskyttet beskæftigelse (Lov om social service § 103)  

    Vi tilbyder beskyttet beskæftigelse inden for gartneri, dyrehold, butik, landbrug, jern og metal, køkken og kantine, pakke og montage samt produktion. Vores tilbud er placeret i Nykøbing Falster og Sakskøbing. I vores arbejds- og uddannelsestilbud er ”arbejds- og læringsbegrebet” udgangspunkt for, hvordan dagen sammensættes. 

    Hvem er tilbuddet til? 

    Tilbuddet er til borgere med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, for hvem arbejde og uddannelse, er en vigtig del af hverdagen og identiteten. 

    Smedeværkstedet

    Smedeværkstedet er en del af tilbuddet på Københavnsvej 7 i Nykøbing F. 

    Her arbejdes der med jern og metal, og vi udfører montage og pakkeopgaver for private virksomheder. 

    Arbejdet foregår under kyndig vejledning af en værkstedsassistent. 

    Sæbefabrikken

    Sæbefabrikken er en privat virksomhed, som ligger i Nykøbing F. Vi har vores egen lille afdeling i virksomheden. Her udfører vi pakkeopgaver, etikettering, tapning og omtapning af rengøringsmidler med mere. 

    Arbejdsfællesskab Besøgsgården  

    Besøgsgården er et økologisk landbrug med dyrepension og en lille butik. Opgaverne består af pasning af dyr, markarbejde, græsslåning, vedligehold af arealer, butik med mere. 

    Der er forskellige dyr som heste, kødkvæg, geder, får, grise, med mere. 

    Vi har også en lille dyrepension, hvor vi kan passe for eksempel kaniner, marsvin, fugle og katte for private. 

    En del af beskæftigelsen på Besøgsgården kan også være rundvisning af de mange besøgende, der kommer året rundt. 

    Kødet fra vores økologiske husdyrhold kan købes i den lille butik, der er på Besøgsgården. 

     

    Gårdbutikkens åbningstider: 

    Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 8.00 til kl. 15.00 

    Fredag fra kl. 8.00 til kl. 13.30 

    Lørdag, søndag og helligdage fra kl. 8.30 til kl. 13.30 

    Hvis du vil vide mere om Besøgsgården kan du følge os på facebook - Saxenhøj Økologi.  

    Arbejdsfællesskab Sax Café 

    Køkkentilbuddet er delt op i tre:

    1. Produktionskøkkenet/ Cafe på Saxenhøj
    2. Modtagerkøkken på Københavnsvej i Nykøbing
    3. Festsalen på Saxenhøj 

    I køkkenet på Saxenhøj arbejdes der med en madproduktion, der leverer mad til Døgnboligerne i Guldborgsund kommune, og hvor de beskyttede medarbejdere deltager i produktionen. Der produceres desuden morgenmad og frokost til salg i Caféen på Saxenhøj, hvor alle er velkommen. 

    Køkkenet på Københavnsvej fungerer som montagekøkken, hvor der produceres morgenmad og frokost til alle brugerne i huset.

    Arbejdsfællesskab Park, Træ & Montage 
    Park  

    På Saxenhøj passer vi en 30.000 m2 stor park. Vi slår græs, klipper hæk, luger ukrudt, planter blomster, samler affald og meget mere. 

    Om vinteren plejer vi maskinerne og deltager gerne i de øvrige pakkeopgaver. 

    Træ 

    I Snedkeriet har vi samarbejde med private virksomheder og private. 

    Vi har store maskiner, der kan håndtere store mængder træ, og vi laver små produkter til private, som for eksempel plantekasser, fuglekasser og lignende. 

    Montage 

    På Saxenhøj er der mulighed for pakkeopgaver, samle kasser, pakke brugsting i kasser, pakning og ompakning af porcelæn, klargøring af delelementer til rengøringsprodukter og meget mere. 

    Det Gule Hus (Lov om social service § 104).  

    § 104 aktivitets- og samværstilbud er målrettet borgere, som er tilkendt pension, og som ønsker et dagtilbud med aktiviteter, der har et kreativt og kulturelt indhold.  

    Vi planlægger aktiviteterne med henblik på at udvikle, styrke og vedligeholde færdigheder indenfor en lang række områder. Dette kan for eksempel være motoriske, sociale og kommunikative færdigheder. 

    Det Gule Hus er et kreativt tilbud med fokus på processen, ikke produktet. Aktiviteterne er centreret om håndarbejde, vævning, keramik, pileflet, læder, maleri, kortspil og brætspil med mere. Ligeledes er der mulighed for at deltage i forskellige hobbybetonede, kreative og fysiske aktiviteter. 

    Samvær og trivsel

    Samvær og trivsel vægtes højt, og her er også plads til bare at være. 

    Borgernes egne ønsker vægtes højt, og borgerne indgår derfor løbende i planlægningen af de forskellige aktiviteter. 

    Gennem støttende og anerkendende tilgang og metode gives mulighed for succesoplevelser, som styrker den enkeltes selvtillid og personlige udvikling, ligeledes understøtter arbejdsfællesskaberne den enkeltes mulighed for at indgå i sociale relationer og netværker. 

    Vi har indrettet lokaler, så der er mulighed for at trække sig helt eller delvist fra det øvrige fællesskab.

    Brugerne på specialtilbuddet i Sakskøbing har særlige behov og personalenormeringen er højere end i A-huset. Her er det for eksempel muligt at være afskærmet for andre brugere, hvis der er behov for dette.

    Målgruppen er borgere med Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF) og lignende problematikker, som vil profitere af en særlig specialpædagogisk planlægning. Borgerne kan udover ASF have andre handicap eller udviklingsforstyrrelser som fx OCD, Tourette syndrom og ADHD.  

    ASF-tilbuddet er målrettet en mindre gruppe borgere, som ikke trives i store og/eller blandede miljøer. 
    Specialtilbuddet ASF, Saxenhøj, lægger vægt på at give borgerne en tryg ramme i hverdagen.

    Tilbuddet skaber en genkendelig daglig struktur for brugerne, og de fysiske rammer er indrettet, så de tager hensyn til brugernes særlige behov. 

    Borgerne i A-huset er delt op i grupper. Som udgangspunkt er grupperne opdelt ud fra alder, handicap, funktionsniveau og ønsker. 

    A-huset har fire værksteder, som omfatter: 

    •    Ungegruppen 
    •    Musikværkstedet 
    •    Naturværkstedet 
    •    Keramikværkstedet 

    Aktiviteterne planlægges med henblik på at udvikle, styrke og vedligeholde borgernes kompetencer inden for en lang række områder, eksempelvis motoriske, sociale og kommunikative færdigheder. 

    Borgernes ønsker indgår som en vigtig del i planlægningen af de forskellige aktiviteter. Personalet tager i planlægningen højde for borgernes ønske om kendte strukturer og viden om de ting, der skal foregå. 

    Solstrålen er et tilbud for voksne udviklingshæmmede, hvor man kan spise mad hver tirsdag og onsdag. Der bliver spillet musik og arrangeret aktiviteter som bingo eller fester. 

    Hvordan kan jeg deltage? 

    Betingelserne for at kunne gøre brug af Solstrålens tilbud er, at du skal have et handicap og være bosat i Guldborgsund Kommune. 

    Adresse:

    Solstrålen 
    Merkurs plads 8 
    4800 Nykøbing F 
    Telefon 54 82 72 83