Gå til hovedindhold

Lavbundsprojekter

Formålet med lavbundsprojekter er at reducere udledning af drivhusgasser og genskabe eller forbedre naturen.

Indhold

    Lavbundsprojekter er et vigtigt redskab til både kvælstoffjernelse og reduktion af CO2. Populært sagt slår man to fluer med et smæk, når man etablerer lavbundsprojekter.

    Regeringens aftale om grøn omstilling af dansk landbrug omfatter ambition om, at der skal udtages 100.000 ha lavbundsjord. Af statens vandområdeplaner 2021-2027 er vådområder en væsentlig del af kvælstofindsatsen, hvor der skal reduceres med 10.800 tons pr. år. Lavbundsindsatserne er et væsentligt element i Guldborgsund Kommunens klimahandlingsplan og partnerskabsaftale med landbruget.

    Det er særligt de meget kulstofholdige sorte jorde, der giver et bidrag til udledningen af CO2. Et lavbundsprojekt vil typisk genskabe de naturlige hydrologiske forhold, og områderne vil blive gjort vådere. Et lavbundsprojekt vil ændre iltforholdene og reducere CO2-udledningen. Det samme gør sig gældende ved kvælstoffjernelse, hvor vådområder typisk etableres ved, at man hæver vandstanden i et vandløb eller naturområde, hvorved de lave vandløbsnære arealer oversvømmes lejlighedsvis. I et vådområde fjernes kvælstof fra vandet gennem naturens egen rensemetode, hvor kvælstofforbindelser i vandet omdannes til frit kvælstof, der udledes til atmosfæren.

    Lavbundsprojekter vil derfor have en gavnlig effekt på natur, biodiversitet samt klimatilpasning.

    Der er mulighed for, at kommunerne søger om midler til forundersøgelse af lavbundsprojekter hos staten. Formålet med forundersøgelserne er at udarbejde en teknisk undersøgelse, der belyser de arealtekniske og økonomiske muligheder for at etablere vådområdet samt afdække konsekvenserne af at hæve vandstanden i et område. Samtidig skal der udarbejdes en ejendomsmæssig forundersøgelse, som redegør for lodsejernes ønske og interesse. Et projekt kan kun realiseres, hvis det sker ad frivillighedens vej. Hvis resultaterne af en forundersøgelse viser, at kriterierne for støtte er opfyldt, søger kommunen om penge fra staten til realisering af projektet.

    Guldborgsund Kommune har i 2023 vedtaget klimahandlingsplan, hvoraf det bl.a. fremgår:

    • Ud af de samlede CO2-udledninger i kommunen står landbrugssektoren for den største udledning svarende til ca. 220.000 tons CO2e svarende til ca. 41 procent.
    • I Guldborgsund Kommune er der identificeret 19 potentielle lavbundsområder, svarende til cirka 1.800 ha lavbundsjord.
    • I 2030 skal der være omlagt 800 ha lavbundsjord og i 2050 en fordobling af dette med 1.600 ha lavbundsjord
    • Guldborgsund Kommune ønsker at understøtte, at udtagning af lavbundsjord sker på en måde, der er fordelagtig for landbruget og for biodiversiteten. Som udgangspunkt prioriteres de udtagnings-indsatser, der finansieres af EU/statslige puljer.

    Som udmøntning af klimahandleplanen har Guldborgsund Kommune indgået partnerskabsaftale med landbrugsorganisationen VKST. 

    Lavbunds- og vådområdeindsatserne, der er fastlagt i lovgivningen og regeringsaftaler, er et væsentligt element i at Danmark kan leve op til EU-aftalerne: Naturbeskyttelse- og Vandrammedirektiverne, samt Parisaftalen i 2015 (FN klimaftale). Staten har pålagt kommunerne at sikre implementeringen af disse tre indsatsområder. Projekterne kan således bidrage til opfyldelsen af Danmarks EU-forpligtelser på natur-, miljø- og klimaområdet.

    ”Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne”. Læs mere om EU's landbrugsprogram her  Landbrug og udvikling af landdistrikter (europa.eu).

    Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Natur

    Parkvej 37
    4800 Nykøbing F

    Telefon: 54 73 10 00

    E-mail: natur@guldborgsund.dk

    Send digital post (kræver MitID)