Endelig vedtagelse af Lokalplan 218 og Kommuneplantillæg nr. 18 - højspændingsstation ved Nørre Radsted
Guldborgsund Kommunes byråd har vedtaget et plangrundlag, som muliggør at opføre en højspændingsstation ved Nørre Radsted beliggende på Pogemosevej.
Lokalplan 218 og Kommuneplantillæg nr. 18’s afgrænsning
Lokalplanen udlægger området til tekniske formål i form af en 132 kV højspændingsstation med tilhørende bygningsanlæg og tekniske anlæg mv.
Lokalplanen stiller vilkår om, at anlægget indpasses bedst muligt i landskabet og fastsætter rammer for fremtidig disponering af arealet, bebyggelsens omfang, placering og ydre fremtræden.
Lokalplanområdet opdeles i to delområder:
Delområde A, Højspændingsstation og adgangsvej
Delområde B, Areal til regnvandshåndtering
Delområde A kan anvendes til tekniske formål i form af højspændingsstation med tilhørende bygningsanlæg og tekniske anlæg som f.eks. samleskinner, koblingsfelt, linjefelter, reaktorer, spændingstransformere, lynfangsmaster mv.
Der kan desuden etableres veje, parkeringsarealer, plantebælter mv. Delområde B kan anvendes til anlæg til håndtering af regnvand.
Kommuneplantillæg nr. 18 indeholder en ny kommuneplanramme, SAKS T6, som udlægger området til teknisk anlæg i form af en højspændingsstation med tilhørende bygninger og anlæg. Området forbliver i landzone.
Kommuneplanramme SAKS T6 fastsætter en bebyggelsesprocent på maks. 15% for området som helhed. Bebyggelsen må være op til én etage med en maksimal bygningshøjde på 6 meter. Øvrige tekniske anlæg må have en højde på op til 8,5 meter og lynfangsmaster kan etableres i maks. 26 meters højde.
Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplan 218 og kommuneplantillæg nr. 18 udarbejdet et afgrænsningsnotat, som under temaet ’ Menneskers sundhed’ udpegede Støj og Landskab – Herunder visuelle forhold. De to temaer er beskrevet særskilt i Miljørapporten.
Der er forud for udarbejdelsen af lokalplan 218 og kommuneplantillæg nr. 18 afholdt en forhøring og en høring, hvor det har været muligt at komme med forslag og ideer til planlægningen. Guldborgsund Kommune har udarbejdet en hvidbog med svar til de enkelte indsigelser fra høringsperioden for planforslagene.
Lokalplan 218 og Kommuneplantillæg nr. 18 blev endeligt vedtaget i byrådet den 16. november 2023.
Læs høringsmateriale
Læs hvidbog fra høring (åbner i nyt vindue).