Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Beskæftigelsesudvalget tager hul på et nyt år

Beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune fortsætter i 2025 deres rundtur til lokale virksomheder og samarbejdspartnere. Første møde blev holdt hos Business Lolland-Falster.

28. feb. 2025

Indhold

    Det er vigtigt for politikerne i Beskæftigelsesudvalget at komme rundt til lokale virksomheder og samarbejdspartnere. Derfor flytter de ofte deres udvalgsmøder ud på virksomhederne og indbyder samtidig virksomhederne til en dialog om, hvad der rører sig hos dem, og hvor der er samarbejdsmuligheder.

    Første dialogmøde i 2025 blev holdt hos Business Lolland-Falster. Et tema for mødet var, hvordan Business Lolland-Falster kan understøtte, at der skabes flere jobs til borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Det gælder blandt andet de unge, hvor der allerede er et godt samarbejde omkring ungegarantien, men hvor der er et ønske fra Beskæftigelsesudvalget om, at der kommer større fokus på fritidsjob til unge under 18 år.

    Beskæftigelsesudvalget og Business Lolland-Falster drøftede også, hvordan man kan forebygge langvarigt sygefravær via en hurtig og tidlig inddragelse af arbejdsgivere. Det er jobcentret, der har ansvaret for indsatsen for sygemeldte. Men erfaringen viser, at jo mere kontakt sygemeldte har til deres arbejdsplads og jo tidligere indsatsen igangsættes, jo større er mulighederne for at vende tilbage til arbejdspladsen.

    ”Business Lolland-Falster er en vigtig samarbejdspartner, fordi de kan hjælpe os med at nå ud til flere virksomheder. Jobcentret har mange forskellige værktøjer til at hjælpe både med rekruttering af nye medarbejdere og fastholdelse af sygemeldte medarbejdere. Og vi har behov for, at virksomhederne støtter op om at tage et socialt ansvar for de mere udsatte borgere”, siger formand for Beskæftigelsesudvalget René Christensen.

    Direktør for Business Lolland-Falster Mikkel Wesselhoff er også glad for samarbejdet. ”I sidste ende handler det om at sikre, at virksomhederne kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, da det er en forudsætning for vækst i lokalområdet. Og her spiller både jobcentret og Business Lolland-Falster en vigtig rolle”, siger Mikkel Wesselhoff.

    Beskæftigelsesudvalget er p.t. ved at lægge en plan for, hvilke virksomheder de skal besøge på de kommende møder.

    Kontakt

    Formand for Beskæftigelsesudvalget

    René Christensen

    E-mail: rc@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Andreas Johansen

    Telefon: 25182357

    E-mail: andr@guldborgsund.dk