Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Borgmester Simon Hansen inviterer alle til åbent kontor i Guldborg

Tirsdag den 17. september holder borgmester Simon Hansen åbent kontor i Guldborg og omegn.

10. sep. 2024

Indhold

    Hvis man sidder med en god idé. Hvis man er utilfreds med noget. Eller hvis man gerne vil høre, hvad byrådet har af planer for nærområdet eller andre emner. Ja, så har man nu muligheden for at tale med borgmester Simon Hansen. Tirsdag den 17. september klokken 16.00 – 18.00 holder han åbent kontor i GULDborgen, og alle er velkomne.

    Der er ingen tidsbestilling eller krav til, hvad snakken skal handle om. Simon Hansen kan ikke sagsbehandle i konkrete sager, men han vil gerne høre, hvad alle har at sige og er åben for både ris og ros. Der er mulighed for både individuelle samtaler og fællessnak.

    Borgmesteren har tidligere haft åbent kontor i mange andre byer og områder i kommunen, og nu er turen kommet til at invitere borgerne fra Guldborg og omegn til åbent kontor.

    Simon Hansen håber, at mange helt almindelige borgere har tid og lyst til at komme.  

    ”Jeg sætter stor pris på de samtaler, jeg har med alle rundt om i kommunen. Jeg får en stor indsigt i, hvad der optager borgerne i de områder, jeg besøger, når jeg holder åbent kontor. Samtidig får jeg mulighed for at fortælle lidt mere i dybden om byrådets overvejelser og tanker om fremtiden og om økonomi. Det giver en helt anden samtale at mødes uden dagsorden, og det er også min fornemmelse, at borgerne sætter pris på at mødes på den måde,” siger Simon Hansen.

    Udover at holde åbent kontor skal Simon Hansen i løbet af dagen også besøge foreningslivet, Fællesrådet for Guldborg og Omegn og erhvervslivet i området.

    Tid og sted for åbent kontor:

    Tirsdag den 17. september klokken 16.00 – 18.00

    GULDborgen
    Guldborgvej 228
    4862 Guldborg

    Der er ingen tidsbestilling, og alle er velkomne.

    Kontakt

    Borgmester

    Simon Hansen

    Telefon: 25 18 18 16

    E-mail: siha@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Johanne Duus Hornemann

    Telefon: 25 18 23 35

    E-mail: jdh@guldborgsund.dk