Kontakt
Simon Hansen
Telefon: 25 18 18 16
E-mail: siha@guldborgsund.dk
Johanne Duus Hornemann
Telefon: 2518 2335
E-mail: jdh@guldborgsund.dk
Ifølge Guldborgsund Kommunes oplysninger forsøger rockerklubben Navajo MC at etablere sig i Orehoved på Nordfalster. Kommunen bruger alle midler til at forhindre, at det sker, siger borgmester Simon Hansen.
Der skal ikke være rockerborge eller rockeraktivitet i Guldborgsund Kommune. Derfor arbejder kommunen i øjeblikket på at forhindre, at rockerklubben Navajo MC etablerer sig i Orehoved på Nordfalster. Klubben har forbindelse til rockerklubben Satudarah MC.
Personer med forbindelse til Navajo MC har købt den gamle brugs i Orehoved og parkeringspladsen ved siden af, og de har gennem et stykke tid forsøgt at etablere et klubhus på de to matrikler. Det er indtil videre ikke lykkedes takket være en massiv indsats fra Guldborgsund Kommune.
”Vi har allerede taget de første og vigtige skridt for at forhindre, at rockere slår sig ned ved Orehoved, og vi fortsætter arbejdet. Vi vil på ingen måde have rockere eller rockerborge i kommunen, og borgerne skal vide, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få rockerne ud af lokalsamfundet og ud af kommunen,” siger borgmester Simon Hansen.
Guldborgsund Kommune har blandt andet sikret, at en ulovlig port-konstruktion, der indgik i opbygningen af hegn og barrikader rundt om ejendommen, er blevet fjernet. Kommunen har også nedlagt det, der kaldes et standsningsforbud, da der ikke er givet tilladelse til byggeaktiviteten på ejendommen.
Ejendommen må jævnfør plangrundlaget ikke anvendes som opholdssted for en forening eller en forsamling. Derfor er kommunen også klar til at nedlægge et såkaldt §14-forbud, hvis det bliver nødvendigt og dermed sætte gang i en ny lokalplanlægning for området.
”Jeg vil gerne sige til alle borgere i Guldborgsund, at vi handler på, hvad vi hører og ser, og hvis man har oplysninger om rockeraktiviteter i Orehoved eller andre steder i kommunen, må man meget gerne kontakte os,” siger Simon Hansen.
Telefon: 25 18 18 16
E-mail: siha@guldborgsund.dk
Telefon: 2518 2335
E-mail: jdh@guldborgsund.dk