Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Kontrolgruppe sparer kommunens penge

I Guldborgsund Kommune har en kontrolgruppe til formål at begrænse antallet af borgere, der modtager ydelser de ikke er berettiget til. Sidste år betød deres arbejde en besparelse for kommunen på over 4 millioner. Udvalgsformanden for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget roser indsatsen, der sikrer at de kommunale ydelser går til dem, der har krav på det.

17. apr. 2023

Indhold

    Guldborgsund Kommune har nedsat en kontrolgruppe, der undersøger sager hvor borgere har opgivet forkerte oplysninger, og dermed uretmæssigt har modtaget ydelser fra kommunen. Alene i 2022 har kontrolgruppen fundet fejl i oplysninger, der er givet til kommunen i forbindelse med ansøgninger om ydelser, til en samlet værdi af kr. 4.3 mio. Kontrolgruppens arbejde er noget der glæder udvalgsformanden:

    ”Vi skal passe godt på borgernes penge og opstår der situationer hvor borgere uberettiget har modtaget ydelser fra Guldborgsund Kommune, er det vigtigt at vi får sat en stopper for det. Derfor har vi en kontrolgruppe, som sikrer, at vi bruger pengene på dem der har krav på og brug for ydelser fra kommunen, og ikke på dem der vil snyde” siger formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget René Christensen.

    Kontrolgruppen har mange samarbejdspartnere, hvor flere systemer kan sammenkøres, og gøre det muligt at opfange uregelmæssigheder, hvor der er tale om uretmæssig udbetaling til en borger. Hvis en borger har modtaget ydelser på et forkert grundlag og med fuldt overlæg kan der komme et krav om tilbagebetaling og en politianmeldelse for socialt bedrageri.

    ”Kontrolgruppen arbejder tværgående med alle afdelinger internt i kommunen og har samtidig et tæt samarbejde med andre offentlige myndigheder. Netop dette tværgående arbejde er med til at sikre, at det er de rette borgere, der modtager kommunens ydelser. Borgerne skal have de ydelser de er berettiget til – hverken mere eller mindre. Og her må jeg bare sige at snyd for over 4 mio. kroner på ingen måde er acceptabelt. I sidste ende er det jo vores allesammens penge, og dem skal vi naturligvis passe rigtig godt på” siger udvalgsformanden.

    Er du modtager af en social ydelse og i tvivl om eventuelle ændringer i dine forhold har betydning for de ydelser du modtager, er du altid velkommen til at kontakte Guldborgsund Kommune. Hvis der sker ændringer i dine forhold, har du pligt til at oplyse kommunen om det. Nogle af de ting man skal være opmærksom på, er eksempelvis ændringer af husstandsindkomst, samlivsforhold, ændringer i helbred eller hvis du modtager en arv eller gevinst.

    Hvis du har mistanke eller oplysninger om snyd, kan du læse mere her om hvad du kan gøre: https://www.guldborgsund.dk/borger/borgerservice/forebyggelse-af-socialt-bedrageri

    Kontakt

    Formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget

    René Christensen

    E-mail: rc@guldborgsund.dk

    Chefkonsulent, Cand.Comm.

    Rikke Betak Lund

    Telefon: 25180248

    E-mail: rblu@guldborgsund.dk