Kulturnat 2023 - fokus på lokale kulturaktører og fællesskaber
På fredag er der igen Kulturnat i Nykøbing Falster. Allerede fra kl. 16.00 kan du opleve de lokale kulturaktører folde sig ud med et program, der bygger bro mellem den lyse og den mørke tid.
Teatret Masken præsenterer nycirkus-forestillingen 'Te Dig Kønt' for hele familien (fra 6 år). Med inspiration fra 1940'ernes kutyme og rammer - og oprøret imod samme - inviterer Vice Versa Circus til alternativt te-selskab omkring et svævende bord, hvor teen bliver drukket på hovedet og der kastes med testellet. Fri entré. Det er kl. 16.00-16.45.
Hannah Karina Mikkelsen fra Teatret Masken siger: ”Det er skønt, at vi med Kulturnatten skaber ekstra opmærksomhed på de lokale kulturtilbud. Man oplever kunsten og kulturens virkning på en og hvad, det gør. Jeg håber, at folk bliver nysgerrige og efterfølgende vil bruge kulturlivet – gerne hele året”.
Sangkraft og flashmobs
Kulturnatten er et bredt program af kulturelle indslag over alt i byen. Mellem kl 16.00 og 20.00 vil Sangkraft Guldborgsund overraske med pop-up koncerter og flashmobs i butikker, caféer og atelierer.
Teatret Masken sender 'Samaritterne' ud i gågaden for at tjekke folks temperatur og tage sig af alle nødsituationer. Kan Samaritterne se, at du er tæt på at komme til skade, så træder de til med deres helt særlige kur, som kan bestå af for eksempel en sang, alt imens de får dig til at grine med deres skøre tilgang. Det er kl. 18:00-19:00.
Ved Klosterkirken vil en perlerække af lokale børne- og voksenkor give smagsprøver på, hvad de kan. Hvert kor synger 10-20 minutter, og der er mulighed for at synge med på en fællessang én gang i timen. Programmet er tilgængeligt via en QR-kode, som kan findes på stedet.
Historiske stuer og teaterfestival
Sprøjtehus Teatret lægger i weekenden hus til Danske Amatør Teatret og Scenekunsts (DATS) årlige festival, og derfor vil man kunne opleve et optog gennem hele byen. Under parolen "Spil Teater" går amatørteatergrupper fra hele landet optog gennem midtbyen med en opfordring til alle om at spille teater. Det bliver farverigt og skørt, larmende og poetisk og med mulighed for små indblik i de forestillinger, grupperne viser på DATS nationale teaterfestival, der afvikles på Kulturforsyningen fra den 29. september - 1. oktober. Optoget arrangeres af DATS i samarbejde med Sprøjtehus Teatret. Derudover har Sprøjtehus Teatret også sin egen forestilling ”Onkel Vanja” kl. 19.30, og der er mulighed for at møde skuespillerne på teatret på 1. sal i Kulturforsyningen.
Museum Lolland-Falster åbner for Conelius´s stue på Færgestræde. Træd ind i den mørke, mystiske lejlighed og find vej gennem Cornelius' uhyggelige samling. Mød Cornelius' familie i dagligstuen, hvor der lægges tarotkort og åndemanes. Cornelius åbner en kasse med spændende og gådefulde ting til sin samling, og fortæller historier fra sine mange rejser.
Find hele programmet for kulturnatten her: https://www.guldborgsund.dk/borger/kultur-idraet-og-oplevelser/kulturlivet/kulturnat/program