Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Lokale virksomheder skal hjælpe unge ud på arbejdsmarkedet

En række lokale virksomheder har meldt sig på banen som ambassadører for at hjælpe unge, og unge med særlige behov godt på vej ud på arbejdsmarkedet. En ny indsats kaldet Ungegarantien er udviklet i samarbejde mellem Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget og ambassadørvirksomhederne, og nu åbner ordningen op, så flere virksomheder kan melde sig til.

27. apr. 2023

Indhold

    I arbejdet mod at styrke arbejdsudbuddet i Guldborgsund, og samtidig støtte unge på vej ud på arbejdsmarkedet har Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget netop igangsat indsatsen Ungegarantien. Ordningen skal være med til at give unge i kommunen de bedste forudsætninger for at få en uddannelse og komme i job, og kan også bruges af unge, der har brug for ekstra støtte.

    ”Vi har nogle unge mennesker, som af forskellige årsager har svært ved at finde deres plads på arbejdsmarkedet, og dem vil vi gerne gøre noget ekstra for. Alle unge i Guldborgsund Kommune skal sikres de bedste forudsætninger for at få en uddannelse og komme i arbejde. Det har nogen brug for lidt ekstra hjælp til, og det er nu den hjælp vi igangsætter” siger udvalgsformand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget René Christensen.

    Ungegarantien tager udgangspunkt i et 12 ugers forløb, som kan være virksomhedspraktik, som eventuelt kan suppleres med lønnede timer. Præcis hvordan ordningen skrues sammen er helt op til den enkelte virksomhed og den unge, og gennem hele forløbet er en virksomhedskonsulent fra jobcenteret tilknyttet, og kan være med til at skrue et godt forløb sammen. Samtidig er Ungegarantien også en indsats for at styrke erhvervslivets rammebetingelser, og styrke virksomhedernes muligheder for at rekruttere medarbejdere.

    ”Det er en indsats, som vi i Metalcolour meget gerne vil støtte op om, og som formand for DI Lolland-Falster er netop rekrutteringsudfordringerne højt på dagsordenen, og kan vi samtidig hjælpe nogle unge mennesker godt på vej, så tror jeg mange andre virksomheder også kan se sig selv som en del af ordningen” siger Jakob S. Nielsen, fabriksdirektør fra Metalcolour og formand for DI Lolland-Falster, der opfordrer kommunens virksomheder til at tage del i ordningen.

    Én af de virksomheder der også har meldt sig som ambassadør for Ungegarantien er virksomheden Primatag, der for 20 år siden gennemførte en lignende indsats med stor succes:

    ”Vi har rigtig gode erfaringer med at lave denne type forløb, og ser det som en vigtig indsats i forhold til at få ansat de medarbejdere vi har brug for. Derfor var vi også hurtige til at melde os på banen. Vi har en gruppe unge mennesker, der har lidt sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og dem vil vi gerne give en hjælpende hånd. Hvis alt går efter planen, kan de være i job inden for 12 uger, så jeg ser virkelig frem til at komme i gang” siger salgs- og marketingschef Thomas Kauffmann Lund fra Primatag.

    Ungegarantien har allerede en række ambassadør-virksomheder, som har været med til at udvikle Ungegarantien. Ambassadørerne er: Metalcolour, Primatag, Frimann Biler, Business LF, Guldbosund Friplejehjem, Salling Group/Føtex, Idébyg og Fælleskøkkenet. 

    Ønsker du at blive en del af Ungegarantien kan du læse mere om indsatsen her eller kontakte virksomhedskonsulenterne Celina Berg cebe@guldborgsund.dk 25180352 eller Signe Skytte sisk@guldborgsund.dk 25180926.

    Virksomhedskonsulenterne vil være med gennem hele forløbet, og sikre at hvert enkelt forløb sættes sammen ud fra den unge og virksomhedens behov og ønsker.

    Kontakt

    Formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget

    René Christensen

    E-mail: rc@guldborgsund.dk

    Chefkonsulent, Cand.Comm.

    Rikke Betak Lund

    Telefon: 25180248

    E-mail: rblu@guldborgsund.dk