Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Når naturen performer

I 2023 indtager Performing Landscapes 10 landskaber rundt om i Danmark med iscenesættelser skabt på, med og til disse steder. Et af disse landskaber er Rådhusparken i Nykøbing F., der siden 2021 har været under re-etablering som Vild Park af Guldborgsund Kommunes to huskunstnere Søren Lose og Thomas Seest.

18. apr. 2023

Indhold

    Lose og Seest har arbejdet med temaerne bæredygtighed, samarbejde og utopi og skabt en park bygget på både kulturelle, biodiverse og permakulturelle principper, hvor forskellige samtidskunstformater er blevet formidlet specifikt til børn og unge - og de voksne omkring dem. De to billedkunstnere får hen over de næste 6 måneder, fra april til og med september 2023, selskab af fire andre kunstnere, der i forbindelse med Performing Landscapes vil folde parkens vilde og anarkistiske potentiale yderligere ud via både performative installationer, offentlige sammenkomster, der markerer periodens månefaser, og have-handlinger, der følger parkens sæsonkalender.

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritids-udvalget, Ole K. Larsen, siger: "Vild Park og Performing Landscapes taler ind i flere af Guldborgsunds strategiske indsatser og politiske pejlemærker. I udvalget ønsker vi at udvikle flere kultur- og kunstprojekter med fokus på klima og bæredygtig udvikling, der involverer og engagerer alle borgere, ikke mindst vores børn og unge. Med Performing Landscapes udvikler vi, via en eksperimenterende og udfordrende kunst, lokale fællesskaber med fokus på naturindsigt, -respekt og handlekraft. Jeg glæder mig til herigennem at få nye og spændende perspektiver på bæredygtighed og sammenhængskraft."

    Performing Landscapes er tredje etape af det 3-årige projekt Metropolis Landskab. I 2021 gennemførtes Walking Landscapes med 140 kunstnere, som skabte 140 vandringer, der følgende blev dokumenteret i 10 udstillinger. I Guldborgsund vandrede 10 kunstnere med hver sin særlige relation til kommunen: én kunstner hver dag i 10 dage. Vandringer, der blev dokumenteret via kortere live-streams hver time i de 12 timer, hver enkelt vandring varede.

    I 2022 gennemførtes så Talking Landscapes – en række iscenesatte samtaler i, om og med landskaber, som udfordrede vores måde at tale sammen på.

    Guldborgsund Kommune er glade for at kunne fortsætte partnerskabet med nogen af de kunstnere, der tidligere har arbejdet med og i kommunens landskaber, og som nu vil skabe nye produktioner specifikt til VILD PARK i form af bl.a. iscenesatte vandringer, sanselige installationer, performances, danse- og lydlandskaber. Et antal performative værker, der forholder sig til det stykke bynære natur, som VILD PARK er. Og som i et videre arbejde med den rewilding-ide, VILD PARK bygger på, undersøger, reflekterer over og understøtter naturens egen performativitet.

    De 6 kunstnere tæller, ud over Søren Lose og Thomas Seest, danser og performer Stina Strange, billedkunstner Hartmut Stockter, koreograf og performancekunstner Annika B. Lewis og koreograf og performancekunstner Sarah Lee Armstrong. Hver kunstner overtager VILD PARK i én månefase, fra fuldmåne til fuldmåne, og afslutter sin værtsperiode med et fuldmåne-event, hvor proces og værk præsenteres, hvor der tændes bål, og hvor publikum inviteres til at gå på opdagelse i og dialog med Vild Park. Ved dette event gives stafetten også videre til den næste kunstner.

    Kunstnerne vil undervejs forholde sig til, interagere med og inddrage materialer og elementer fra Vild Park. De vil desuden involvere forskellige borgergrupper i det kunstneriske og praktiske arbejde i parken. Der er i fri adgang til Vild Park, og alle opfordres til at lægge vejen forbi og følge processen i parken over det næste halve år. Performing Landscapes afsluttes med et fælles event den 29. september – på Kulturnatten i Nykøbing F. – hvor alle kunstnere deltager og skaber et fælles ritual.

    Den første kunstner i Vild Park er Stina Strange, der arbejder i parken fra lige efter påske til og med den 5. maj 2023. Stina vil arbejde med de usynlige forbindelser mellem mennesker og natur i Vild Park og undersøge, hvordan man via kunstneriske greb kan gøre disse forbindelser synlige. Naturens genfødsel og forårets spirende liv skaber nye passager, ruter og linjer i Vild Park, som Stina vil følge, for herved at afdække de mulighedsfelter, der nu åbenbarer sig, og for at indfange naturens tyste sprog og særlige energier.

    Efter Stina følger:

    • Søren Lose, 2. måne: 5. maj – 4. juni
    • Thomas Seest, 3. måne: 4. juni – 3. juli
    • Hartmut Stockter, 4. måne: 3. juli – 1. august
    • Annika B. Lewis, 5. måne: 1. – 31. august
    • Sarah Lee Armstrong, 6. måne: 31. august – 29. september

    Følg Facebook-siden ’Venner af Vild Park’ for nærmere information om Vild Park og om fuldmåne-events, den første den 5. maj 2023 ved Stine Strange.

    Performing Landscapes Guldborgsund præsenteres af Metropolis og Guldborgsund Kommune med støtte fra Nordea-fonden, Statens Kunstfond og Guldborgsund Kommune, herunder Guldborgsund Billedkunstråd, der har støttet den indledende workshop.

    For nærmere information kontakt venligst Kulturkonsulent Diana Gerlach, E: dg@guldborgsund.dk, T: 2518 1896 eller Kulturkonsulent Julie Damgaard, E: judn@guldborgsund.dk, T: 2518 1899.

    Følg desuden med på https://www.metropolis.dk/performing-landscapes/, https://www.facebook.com/performinglandscapes, opslagstavlen i Vild Park og på instagram #vildparkguldborgsund

    Fakta om Metropolis landskab

    Performing Landscapes er en del af det treårige projekt Metropolis Landskab 2021-23, der organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med 40 partnere i 10 kommuner over hele landet og med primær støtte fra Nordea-fonden.

    Metropolis Landskab er et landsdækkende kulturprojekt, der bringer kunst og natur sammen om at skabe værdifulde oplevelser og ny indsigt i de landskaber, der omgiver os. Metropolis Landskab flytter kunsten ud af sine sædvanlige domæner og møder borgerne i landskabet.

    2021: Walking Landscapes blev afholdt med 140 kunstnere, som skabte 140 vandringer i løbet af 140 dage som en opdagelsesrejse og kortlægning af gemte og glemte dele af de danske landskaber.

    2022: Talking Landscapes er 80 iscenesatte samtaler i og om vidt forskellige danske landskaber.

    2023: Performing Landscapes, hvor hvert landskab får sin egen kunstneriske iscenesættelse, fortolkning og forløsning af de potentialer, der er kommet frem gennem de foregående års vandringer og samtaler.

    Om Stina Strange Thue

    Stina Strange Thue (f. 1987) bor i København og er kunstnerisk leder, danser, performer og skribent. Hendes kunstneriske praksis tager udgangspunkt i krop og tekst, hvilket kommer til udtryk i scenekunstneriske eller landskabelige formater. Senest har hun været medskaber af forestillingen Kroppens Umulige Sprog i samarbejde med billedkunstnere og skribenter Karin Hald og Filip Vest. Ved siden af hendes kunstneriske praksis, er Stina ansat som fast skribent på sitet bastard.blog, hvor hun skriver og udgiver performance-anmeldelser og tekstværker. 

    Stina har en Master of Fine Arts in Dance and Participation fra Den Danske Scenekunstskole (2014), er uddannet danser fra Balettakademien i Göteborg (2011) og har gået på Gladiators 3 mdrs. forfatterskole (2020). Med kroppen som udgangspunkt for at være i verden, underviser hun workshops og forløb på bl.a. Det Kongelige Akademi for Arkitektur, hvor hun for nuværende er assisterende forsker og underviser på projektet City Exercises.

    Stina Strange Thues tilknytning til Guldborgsund Kommune kommer gennem hendes forældre, der er født på henholdsvis Lolland og Falster. Hendes mormor, der er patchwork-kunstner, bor i Nørre Alslev. Stina har tidligere deltaget i Walking Landscapes Guldborgsund.

    For mere info om kunstneren www.stinathue.com eller instagram stina.thue

     Om Vild Park og Statens Kunstfonds Artist-in-residence ordning

    https://www.guldborgsund.dk/borger/kultur-idraet-og-oplevelser/kulturlivet/air-og-vild-park

    Kontakt

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget

    Ole K. Larsen

    Telefon: 25 18 03 98

    E-mail: byokl@guldborgsund.dk