Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Royal Run: Ruterne starter på Torvet og slutter på havnen

Guldborgsund Kommune kan i dag løfte sløret for, hvor de 10.000 deltagere til dette års Royal Run i Nykøbing F skal løbe og gå den 29. maj 2023. Ruterne går blandt andet forbi vartegn som Klosterkirken og Kong Frederik den IX's Broen.

26. apr. 2023

Indhold

    Forberedelserne til Royal Run i Nykøbing F har været i gang hele året, og nu kan Guldborgsund Kommune og Royal Run endelig løfte sløret for de tre ruter, som deltagerne skal ud på. Ruterne er udarbejdet i samarbejde med Guldborgsundløberne og Guldborgsund Triathlonklub.

    ”Som kommune er vi utrolig heldige. Igen står vi med et projekt, hvor vi har et fantastisk samarbejde med lokale foreninger, og uden de samarbejder, var det vanskeligt at komme i mål. De to foreninger, som har været med til at planlægge ruterne har lagt meget arbejde i at koordinere sikkerhed og logistik samtidig med, at deltagerne får en god oplevelse fyldt med seværdigheder i Nykøbing F. Det er første gang at Royal Run afvikles på Lolland-Falster, så jeg er naturligvis glad for, at ruten forbinder begge øer til ét stort arrangement, hvor alle kan være med” siger Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune.

    Startområdet for alle tre distancer er på Torvet i Nykøbing F. Uanset om deltagerne løber 1 mile, 5 kilometer eller 10 kilometer, kommer de igennem byens gamle gader og stræder, hvor de blandt andet passerer Klosterkirken og byens gamle vandtårn. Målområdet er placeret på havnen, så deltagerne slutter turen af med at løbe langs Guldborg Sund.

    Deltagerne på 5 og 10-kilometerruten kan se frem til en unik rute forbi Østre Kirkegaard og byens historiske sukkerfabrik efterfulgt af en tur ud på Kong Frederik den IX's Bro. De som løber 5 kilometer, vender rundt på broen og løber mod mållinjen igennem byen, og deltagerne på 10-kilometerruten går eller løber til Sundby på den anden side af sundet. Her fortsætter turen forbi sejlklubben langs vandet og ind gennem områdets smukke alléer. Tilbage i midtbyen mødes alle tre ruter på Klosterstrædes brosten ved de smukke gamle bygninger. 

    Når målstregen passeres på Havnepladsen, ankommer man til masser af fest og underholdning på en etableret eventplads. Her vil der være aktiviteter og forplejning for hele familien – både for deltagere og publikum.

    Alle tre ruter i Nykøbing F kan ses her.

    Royal Run vil give flere ændringer i trafikken. Læs mere på guldborgsund.dk/royalrun. Beboere der bor på eller i nærheden af ruterne vil få direkte besked om, hvordan de bliver påvirket af ændringerne.

    Om Royal Run

    • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023.
    • Royal Run ’23 finder sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg
    • Der var tilmeldt 91.732 deltagere til Royal Run ’22
    • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

    Kontakt

    Kommunikationsmedarbejder

    Laurids Erhardsen

    Telefon: 25182619

    E-mail: lerh@guldborgsund.dk

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget

    Ole K. Larsen

    Telefon: 25 18 03 98

    E-mail: byokl@guldborgsund.dk