Kontakt
Ole K. Larsen
Telefon: 25 18 03 98
E-mail: byokl@guldborgsund.dk
Guldborgsund Kommune har ved aftenens byrådsmøde godkendt at bevilge i alt 700.000 kr. til de selvejende haller i kommunen. Det ekstraordinære tilskud skal bidrage til dækningen af de stigende udgifter til elforsyning.
De selvejende haller modtager årligt et fast driftstilskud fra Guldborgsund Kommune. For de fleste hallers vedkommende forventes det ikke, at det årlige driftstilskud kan dække udgifter til el med de aktuelle stigende energipriser. For at sikre driften i de selvejende haller resten af 2022 bevilger Guldborgsund Kommune derfor i alt 700.000 kr. til udgifter til elforsyning.
”Med de bevilgede midler sikrer vi driften i de selvejende haller. Hallerne er vigtige brikker i målsætningen om, at borgere kan være en del af et fællesskab. Med en akut løsning som dette tilskud kan vi sikre, at skoler, foreninger og andre brugere forsat har adgang til hallerne og deres faciliteter, ” siger Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter Kultur og Fritidsudvalget.
Den 26. september 2022 uddelte Folkeoplysningsudvalget i alt 300.000 kr. til kommunens selvejende haller til dækning af driftsomkostninger, og med det nye, ekstraordinære tilskud på 700.000 kroner forventes det, at de selvejende haller kan dække de forventede udgifter til elforsyningen i 2022. Derudover er kommunen allerede i gang med at forberede sig på eventuelle udfordringer for de selvejende haller i 2023.
Telefon: 25 18 03 98
E-mail: byokl@guldborgsund.dk