Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Stort løft af folkeskolerne i Guldborgsund Kommune: Sådan vil byråd bruge pengene

Byrådet i Guldborgsund Kommune har godkendt en overordnet fordeling af 20 millioner kroner, som årligt frem mod 2030 skal være med til at styrke kommunens folkeskoler.

21. feb. 2025

Indhold

    I oktober sidste år præsenterede et samlet byråd i Guldborgsund Kommune en ny budgetaftale for 2025-2028. Byrådet besluttede blandt andet, at der skal investeres i kommunens folkeskoler.

    Frem mod 2030 er der årligt afsat 20 millioner kroner til at styrke folkeskolerne.

    Sådan fordeles midlerne

    Byrådet har på deres seneste møde godkendt en overordnet fordeling af midlerne. De 20 millioner kroner skal fordeles direkte til skolerne.

    Skolerne får dermed frihed til selv at søsætte egne ideer, løsninger og projekter.

    Det skal dog være med udgangspunkt i tre pejlemærker, som er prioriteret af Børn og Skoleudvalget: Inklusion, tilstedeværelse & deltagelse og trivsel & begejstring.

    Martin Lohse, formand for Børn og Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune, udtaler:

    ”I Guldborgsund Kommune vil vi skabe en folkeskole, der kan mere for flere. Derfor har vi besluttet at give skoleområdet et stort løft på 20 millioner kroner årligt frem mod 2030 for at skabe nye initiativer og løsninger, der kan udvikle vores folkeskole yderligere. Målsætningen er, at vi får en folkeskole, der giver flere elever mulighed for at opnå deres fulde potentiale, så de får mulighed for at færdiggøre en ungdomsuddannelse,” siger Martin Lohse og tilføjer:

    ”Vi har stor tillid til, at vores dygtige ledere og pædagogiske personale vil bidrage med gode ideer, indsatser og nytænkning til glæde for vores elevers trivsel, læring og udvikling. Vi ved, at der vil gå nogle år, før vi kan se effekten af investeringen, men vi glæder os til løbende at følge skolernes dedikerede og vigtige indsats.”

    Fakta om fordeling

    De 20 millioner kroner, der skal løfte folkeskolerne hvert år, fordeles ud fra en fordelingsnøgle, som i forvejen anvendes til fordeling af særlige puljemidler.

    I begyndelsen af marts vil skolerne hver især få besked om, hvor stor en andel af de 20 millioner kroner, skolerne kan forvente at modtage.

    Kontakt

    Martin Lohse

    Telefon: 25 18 18 13

    E-mail: marlo@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Emil Andersen

    Telefon: 2518 0173

    E-mail: eand@guldborgsund.dk