Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ukrainsk citronkage er sat på menukortet

Siden krigen brød ud i Ukraine, er 345 ukrainere ankommet til Guldborgsund Kommune, og to af dem arbejder nu på en lokal café på Marielyst. Caféejeren er meget begejstret for ansættelsen, og anbefaler andre virksomheder, der mangler arbejdskraft at gøre det samme.

23. feb. 2023

Indhold

    På Café Mynte i Marielyst er telefonerne fremme når der holdes pause. Ikke for at tjekke nyheder, men for at få hjælp til at oversætte deres snak, så de kan forstå hinanden. For jo, der er udfordringer når man ikke taler samme sprog, men glæden ved at have ukrainske medarbejdere overstiger langt udfordringerne fortæller ejer af cafeen Betina Dorthe Olsen.

    ”Vi har ikke et fælles sprog, så der er naturligvis udfordringer med at forstå hinanden. Men jeg synes vi er gode til at løse de sproglige barrierer, og vi har det rigtig godt sammen. De er kommet her til Guldborgsund på en kedelig baggrund, og har familier i Ukraine de bekymrer sig om. Samtidig er de også meget interesseret i at integrere sig og deltage i de arrangementer vi holder. Og så er det bare nogle rigtig dygtige medarbejdere, og jeg vil uden forbehold anbefale andre at ansætte ukrainere” fortæller Betina Dorthe Olsen, ejer af Café Mynte på Marielyst, som også har sat en ukrainsk citronkage på menuen.

    Ansættelsen skete dog helt tilfældigt. Betina Dorthe Olsen havde uden held længe søgt efter arbejdskraft, og det var et samarbejde mellem en mentor fra Sprog og Integrationsskolen og en virksomhedskonsulent fra Job og Virksomhedsservice i Guldborgsund Kommune, der var afgørende. Hun blev kontaktet med et forslag om at ansætte ukrainere, og så var der ikke langt til handling og hurtigt kom en aftale i stand.

    I starten blev de ansat midlertidigt, men siden september har de været fastansatte på helt almindelige vilkår, og er meget glade for deres job. De er to ud af de 345 ukrainere, der er kommet til Guldborgsund siden krigen brød ud for snart et år siden. 28 af de 345 ukrainere er dog rejst hjem igen.

    Af de 317 ukrainere der stadig er i Guldborgsund er 48 i øjeblikket i job, primært inden for hotel og restauration, produktion, rengøring eller landbrug.

    ”Jeg vil gerne sende en stor tak til de virksomheder, der har åbnet dørene og hjulpet nogle mennesker med at få en så normal tilværelse her i Danmark, mens krigen foregår. Samtidig vil jeg også rette en tak til de mange foreninger og frivillige, der har hjulpet med at få en hverdag til at fungere. Opgaven har været – og er stadig - stor, og lykkes kun fordi så mange har støttet op om opgaven og samarbejdet på tværs – både frivillige, lokale virksomheder og kommunen” siger formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget René Christensen.

    Virksomhedskonsulent i Guldborgsund Kommune Mette Kottwitz har kontakten til de ukrainere, der gerne vil i arbejde, og hun opfordrer virksomheder, der mangler arbejdskraft at give hende et kald.

    ”Det er vigtigt at finde den arbejdskraft vores virksomheder har brug for, og samtidig er der ukrainere, der meget gerne vil have et job. Det match sørger jeg for, så det kræver blot et kald til mig, så går jeg i gang med opgaven” siger Mette Kottwitz.

    Kontakt

    Formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget

    René Christensen

    E-mail: rc@guldborgsund.dk

    Chefkonsulent, Cand.Comm.

    Rikke Betak Lund

    Telefon: 25180248

    E-mail: rblu@guldborgsund.dk