Åbning af nyt spor i landskabet - Spor i Bøtø Nor

Et netværk af 15 km stier på tværs af Bøtø Nor på Sydfalster har officiel åbning lørdag den 19. september - kom og vær med

17. sep 2020

Fra Bøtøskoven i øst til Bøtø Nor Gl. Pumpestation i vest. Det er nu det nye tilbud for borgere og turister på Sydfalster.

I mandags blev et nyt naturområde i Bøtø Nor offentliggjort. Et naturområde på ca. 130 ha som er ejet af Den Danske Naturfond, men skal forvaltes fremadrettet af Guldborgsund Kommune. Sporet i Bøtø Nor er første trin på vejen til at vise dette unikke naturområde frem for offentligheden.

- Det er en helt fantastisk mulighed, som vi nu kan tilbyde. Vi er meget begejstret og glade over, at det kan lade sig gøre, udtaler formand for Teknik-, Miljø- og Ejendomsudvalget, Peter Bring-Larsen. I Byrådet arbejders der bl.a. for at skabe muligheder for turisme, erhverv og vækst gennem fokus på naturen. Dette sker i et godt og konstruktivt dialog med lodsejere, organisationer og foreninger.

- På den baggrund er vi også meget stolte af at kunne invitere til åbning af det nye spor i landskabet, Sporet i Bøtø Nor, siger Peter Bring-Larsen.

Vi inviterer til officiel åbning af Sporet

Lørdag den 19. september 2020 kl 10.00-10.45

Ved Bøtø Nor Gl. Pumpestation, Møllevej 2, 4873 Væggerløse

Medarbejdere fra Center for Teknik & Miljø vil være placeret ude midt på Sporet ved planche 5 (se kortet herover) - i perioden fra 11.00 til 13.00.

- Vi vil være klar til at svare på spørgsmål om Sporet i Bøtø Nor samt på spørgsmål om det nye naturområde i Bøtø Nor. Der vil blive givet et kort oplæg hver hele og halve time, udtaler projektleder Anita Pedersen, Guldborgsund Kommune.

Sporet i Bøtø Nor er kun blevet en realitet baseret på velvillighed fra de mange lodsejere i området. Sporet I Bøtø Nor er et samarbejde mellem Den Danske Naturfond, Landvindingslaget Bøtø Nor, Naturstyrelsen, Pedersdal Grundejerforening, private lodsejere og Guldborgsund Kommune.