Danmarks første revyskole på vej i Nykøbing Falster

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune har i dag besluttet at give tilskud til opstart af et talentprogram for 15-25-årige med fokus på revy- og scenekunst.

18. dec 2019

Indhold

    Revy er et dansk kulturfænomen og en genre, der kombinerer dans, musik, tekster, stand-up og skuespil. På Falster har Nykøbing F. Revyen trukket publikum fra hele landet med udsolgte forestillinger år efter år. Indtil i sommers stod Flemming Krøll ved roret, og før ham prominente kulturpersonligheder som Volmer Sørensen og Viggo Brodthagen. Derfor er det helt naturligt at etablere en skole for revy i netop Nykøbing Falster.

    Flemming Krøll kommer til at stå i spidsen for skolen, og derudover vil lokale kulturinstitutioner som Teatret Masken og Guldborgsund Musikskole byde ind med hver deres spor.

    Revyskolen skal holde til på Kulturforsyningen, og projektet er et samarbejde mellem Teatret Masken og Guldborgsund Kommune.

    Midlerne skal bruges til at samarbejdspartnerne i foråret 2020 kan forberede, planlægge og afholde optagelsesprøver på Revyskolens første hold, som skal starte i efteråret 2020. 

    Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget Martin Lohse ser et projekt med lokal klangbund og national rækkevidde.

    ”Den første revy blev opført i Nykøbing i 1912. Med Revyskolen bygger vi videre på de mere end 100 års revytradition her i byen. Det vil give eleverne mulighed for dels at trække på traditionerne og dels at udfordre konventionerne. Det vil skabe de helt rigtige forudsætninger for tradition og fornyelse i skøn forening,” forklarer Martin Lohse.

    ”Derudover er revyskolen en oplagt mulighed for at bidrage til at kulturlivet i Guldborgsund Kommune forbliver rigt og varieret. Eleverne på revyskolen vil blive uddannet midt i de mange kunstneriske og kreative aktiviteter på Kulturfabrikken. Det tror jeg på vil dyrke potentialerne hos de talentfulde unge og give dem de bedste forudsætninger for at blive fremtidens revystjerner” siger Martin Lohse. 

    Fakta

    • Målgruppe: Unge mellem 15 og 25
    • Skolen vil består af et to-årigt talentudviklingsforløb
    • Revyskolen understøtter den samlede udvikling af en ny revy- og scenekunstskole på Kulturforsyningen
    • Revyskolen åbner med det første hold i efteråret 2020