Det er Sommerbogstid!

Tradition tro kører læsekampagnen Sommerbogen i sommermånederne – denne gang i nytænkt form

09. jun 2020

Indhold

    Læs en bog i mørket med lommelygte. Læs en bog med fødderne i vandet. Vælg en bog med lukkede øjne og læs den! Hvert år deltager tusindvis af børn og unge i Danmarks største læsekampagne, Sommerbogen, og i år bliver sikkert ingen undtagelse.

    Hent udfordringsarket på biblioteket eller online
    I år bliver Sommerbogen dog en smule anderledes. Kravet om boganmeldelser træder i baggrunden, og i stedet skal du udfordre sig selv undervejs, når fokus rettes mod selve læseoplevelsen. Du skal dog fortsat læse minimum tre bøger.

    Inden du går i gang, skal du hente et udfordringsark på dit lokale bibliotek eller på guldbib.dk. På arket finder du 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader. For at deltage i lodtrækningen om en af de tre hovedpræmier, skal der løses mindst 10 af udfordringerne.

    Alle, der deltager, er med i lodtrækningen om hovedpræmierne, som er at tømme en boghandel på 5 minutter. Derudover får alle, der deltager hos Guldborgsund-bibliotekerne, en gratis boggave, når de afleverer arket på biblioteket.

    Sommerbogen kører fra 12. juni til og med 22. august og er for børn og unge i alderen 6 til 15 år.

    Om Sommerbogen
    Bag kampagnen står De danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens fornemmeste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i den lange sommerferie.

    Sidste år deltog tusindvis af børn fra hele landet, der i alt lavede over 30.000 boganmeldelser og dermed var med til at slå det rekordhøje antal anmeldelser fra tidligere år.