Gå til hovedindhold

Guldborgssund kickstarter foreningslivet på vandet

Der skal gang i idrætten og kulturlivet i Guldborgsund igen efter halvandet år med coronarestriktioner.

03. sep 2021

Indhold

    Med en økonomisk håndsrækning fra Kulturministeriets pulje ’100 dage med idræt og kultur’, sætter Guldborgsund Kommune i samarbejde med DGI Storstrømmen og Bevæg dig for Livet derfor fuld fart på vandsportsaktiviteter i september.

    Kommunens borgere får mulighed for ganske gratis at prøve at ro kajak, stå på SUP-board eller ro inrigger ved en række arrangementer rundt om på Falster og Lolland.

    Lørdag den 4. september er Guldborgsund Kajakklub vært for en vandsportsfestival, hvor man kan prøve både havkajak, kapkajak, kajakpolo og SUP. Og oven i købet møde en lokal dobbelt OL-medaljevinder, når Emma Aastrand Jørgensen kommer forbi.

    Søndag den 5. september kan man i Nysted Kajak- og Roklub prøve både havkajak, inrigger og SUP, og den 6. september kan man prøve kajak og inrigger i Stubbekøbing Ro og kajakklub. Den 11. september kan man komme med på SUP-bølgen, når Hesnæs Havn holder Kom og Prøv-arrangement.

    Arrangementerne indgår i den landsdækkende event Danmark Padler, som Bevæg dig For livet står bag.

    ”Den lange kystlinje gør Guldborgssund til et sandt eldorado for vandsportsaktiviteter, og med arrangementerne her håber vi, at vi kan skabe liv i havnene og langs kysterne i hele Guldborgsund,” siger Martin Lohse, der er formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget Guldborgssund Kommune

    Mange foreninger har haft det svært under coronanedlukningen. Med Danmark Padler-eventet under 100 dage med kultur og idræt i Guldborgsund Kommune håber DGI Storstrømmen at kunne bidrage til, at foreningslivet på vandet kommer i gang igen.

    ”Vi ved, at coronanedlukningen har kostet foreningerne medlemmer. Det er vigtigt, at vi får kickstartet aktiviteterne i idrætsforeningerne, så vi kommer i gang med at bevæge os i fællesskab igen,” siger Henrik Holmer, formand for bestyrelsen i DGI Storstrømmen.

    Kontakt

    Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget

    Martin Lohse

    Telefon: 25 18 18 13

    Email: marlo@guldborgsund.dk