Guldborgsund Kommune holder tapasmøde om bosætning i København

Hvad skal der egentlig til for at flytte (tilbage) til Lolland-Falster. Det spørgsmål stiller Guldborgsund Kommune torsdag aften til en gruppe unge, som er født og opvokset på Lolland-Falster og nu bor i København.

12. feb 2020

Indhold

    Guldborgsund Kommune sender en delegation afsted til hovedstaden for at spørge de unge, hvad der skal til, for at de får lyst til at flytte tilbage til Lolland-Falster, når de skal til at flytte fra København.

    På mødet deltager Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder og formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget Martin Lohse.

    ”Jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvad de unge mennesker har at sige. For os som kommune er det meget værdifuldt at høre netop fra de her unge mennesker. For de kender alle fordelene ved Lolland-Falster. De kender den smukke natur, de gode kulturtilbud og de stærke lokale fællesskaber. Så jeg vil gerne høre: hvad skal der til for at I flytter hjem igen efter studierne i København?,” forklarer Martin Lohse.

    Formålet er ikke at markedsføre kommunen eller sælge idéen om at flytte til provinsen, men at lytte og forstå, hvad der er vigtigt for de unges bosætningsvalg.

    Arrangementet er en del af kommunens arbejde med at udvikle en bosætningsstrategi. Der har også været afholdt tre velbesøgte møder i Stubbekøbing, Nysted og Nykøbing Falster.

    På mødet vil der blive serveret en lækker tapas af lokale råvarer lavet af Hotel Saxkjøbing. Møderne er navngivet efter tapasen, fordi der som regel i en flytning er lidt af det søde, sure, salte og sprøde.

    Aftenen er arrangeret og afholdes i samarbejde med Eksilnetværket og Copenfalster.

    Cirka 150 er interesserede i arrangementet, og vi regner med et stærkt fremmøde.

    Program:

    18.00 Velkommen

    18.20 Martin Lohse fortæller om dannelse i bosætningsperspektiv

    18.30 Nikolai Andre Lundstrøm fra CopenFalster fortæller om sine tanker om at flytte til Lolland-Falster

    18.40 Lise Damsbo fra Business LF fortæller om jobmuligheder

    18.50 John Brædder fortæller om det internationale perspektiv på bosætning

    19.00 Andreas Johansen, journalist, fortæller om sine erfaringer med at flytte til hjem til Lolland-Falster

    19.10 Gruppesamtaler: Hvad skal der til for at du/I vil flytte tilbage til Lolland-Falster

    19.45-20.30 netværkssnak og hygge

    Pressen er velkommen til at deltage ved mødet.