Guldborgsund: Udligningsforhandlinger udskyder budgettilpasninger

Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune har besluttet at afvente forliget om en ny udligningsreform samt sommerens økonomiforhandlinger mellem kommunerne og regeringen, før man endeligt beslutter budgettilpasninger.

06. feb 2020

Indhold

    Forhandlingerne om en ny udligningsreform er i gang på Christiansborg, og til sommer skal regeringen og kommunerne forhandle om kommunernes økonomi i de årlige økonomiforhandlinger. Begge dele vil få så stor indflydelse på, hvordan Guldborgsund Kommunes økonomi ser ud fremadrettet, at Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune har besluttet at vente med de politiske drøftelser om de resterende budgettilpasninger på en række velfærdsområder til, der er en afgørelse på Christiansborg.

    ”Vi er i Økonomiudvalget enige om, at vi er nødt til at kende de endelige tal og få et samlet billede af, hvad udligningsreformen og økonomiforhandlingerne vil betyde for Guldborgsund Kommunes økonomi. I regeringens udspil står vi til at få 131 millioner kroner ekstra i udligning, men vi er nødt til at se et endeligt forlig, før vi kan beslutte om, hvordan vi håndterer de udestående økonomiske udfordringer,” siger borgmester John Brædder.

    Han understreger, at det ikke betyder, at de økonomiske udfordringer nu forsvinder. Der er fortsat behov for, at man i kommunens centre har fokus på at optimere driften, som det blev besluttet i forbindelse med budgetforlig 2020. På det tidspunkt blev de driftsmæssige udfordringer vurderet til omkring 28 millioner kroner i 2020, men efterfølgende har udvalgene arbejdet videre med budgettet, og de samlede økonomiske udfordringer bliver nu vurderet til at være højere.

    Det understreger også, hvorfor Guldborgsund Kommune i regeringens udspil står til at få flest penge målt i kroner og ører i forhold til de andre kommuner, mener 1. viceborgmester og næstformand i økonomiudvalget Bo Abildgaard.

    ”Med regeringens udspil og beløb blev det jo meget tydeligt for alle, at vi her i Guldborgsund har udfordringer med at kunne få økonomien til at hænge sammen på vores store velfærdsområder - ikke mindst på området for socialt udsatte og på ældreområdet. Vi har simpelthen ikke lige så mange penge at levere velfærd for, som andre kommuner har. Men vi har behov for at kende vores kommende økonomi til bunds, før vi træffer så afgørende beslutninger, som budgettilpasninger er. Derfor udskyder vi drøftelserne til, vi har et mere oplyst grundlag,” siger Bo Abildgaard.

    Borgmester John Brædder understreger samtidig, at det er vigtigt at være opmærksom på, at kommunens økonomiske udfordringer ikke bare forsvinder på én gang med udligningsreformen.

    ”Vi skal fortsat holde et skarpt øje med vores budgetter, og hvordan vi bruger pengene i kommunen. Udligningsreformen og økonomiaftalen er helt nødvendig for, at vi overhovedet bare kan løse den grundlæggende velfærdsopgave. Men vi kæmper også for at få nogle rammevilkår og værktøjer, så vi kan handle mere fleksibelt, så vi på sigt kan klare os selv. For det er trods alt det, vi helst vil,” siger John Brædder.