Kan du holde på en hemmelighed?

Oplev femte udstilling i formidlingsprojektet ”Fang Fortællingen”, som er en interaktiv udstilling for både familier og skoleklasser.

09. sep 2020

Indhold

    Kan du holde på en hemmelighed? Det kan Garmann i Stian Holes fantastiske billedbog ”Garmanns hemmelighed”. Oplev fortællingen på sanselig manér, når Guldborgsund-bibliotekerne stiller skarpt på børnebogen med udstillingen om Garmanns hemmelighed på Hovedbiblioteket fra oktober og frem til midt i december. Den interaktive udstilling er en del af projektet ”Fang Fortællingen” og det er den femte udstilling, som Guldborgsund-bibliotekerne inviterer indenfor i.  Det er Aalborg Bibliotekerne, der står bag udstillingen, hvor du kan opleve Garmanns fortryllede univers fra naturens og fantasiens verden, kravle imellem træerne, og se om du kan få øje på alle dyrene, eller gemme dig og kigge på stjerner i den hemmelige hule.

    Åbningsfest med billetbooking
    Udstillingen bliver som de foregående fire af sin slags skudt i gang med en åbningsfest, hvor børn sammen med deres voksne kan kigge forbi og se udstillingen, deltage i konkurrencer og nyde forfriskninger efter de gældende retningslinjer. Åbningen løber af stablen lørdag den 3. oktober kl. 10 til 14. Arrangementet, som henvender sig til børn i alderen 5 til 10 år, plejer at være et åbent arrangement, men grundet Corona skal alle denne gang booke en gratis billet – også de voksne. Billetten gælder i et bestemt tidsrum - enten fra kl. 10.00 til 11.45 eller 12.15 til 14.00. Du vælger tidsrummet, når du booker billet på guldbib.dk.

    Skoleforløb for 2. til 4. klasse
    Som altid byder Guldborgsund-bibliotekerne i forbindelse med udstillingen i samarbejde med Kulturtjenesten på skoleforløb – denne gang er målgruppen skoleelever på 2., 3. og 4. klassetrin. Biblioteket udbyder ti forløb og godt og vel halvdelen er allerede booket.

    Pia Park, der er en af tovholderne på projektet på Guldborgsund-bibliotekerne, har sit bud på, hvorfor forløbene til ”Fang Fortællingen” altid er uhyre populære:

    ”Kombinationen af litteratur og kreativitet er altid en vinder. At arbejde kreativt med en bogs temaer, åbner op for nogle rigtige gode litteratursamtaler undervejs i den kreative proces. Det er også derfor, at vi denne gang har valgt at skabe en workshop, der indeholder et litterært makerspace, hvor vi skaber collager – vi vil gerne lave koblingen mellem litteraturens verden og børnenes egen verden. Hvem kender ikke til det at have en fantastisk hemmelighed – og glæden ved at kunne dele den med en god ven?” siger Pia, der på det kraftigste opfordrer lærerne til at skynde sig at booke de sidste forløb.

    Skoleforløbene er bygget op som workshops, hvor eleverne i fællesskab kan udforske Garmanns univers, høre om forfatteren bag, undre sig og reflektere over temaerne i historien og selv være kreative og skabe spændende collager af kasserede billedbøger.
    Workshoppen varer 1½ time og skal din klasse være med, så skynd dig at booke et forløb via Kulturtjenesten.dk, hvor du også kan se, hvilke datoer der er ledige.

    Oplev udstillingen i den betjente åbningstid
    Udstillingen kan opleves i Aktivitetsrummet på Hovedbiblioteket fra lørdag den 3. oktober til og med lørdag den 12. december. Vær opmærksom på, at da udstillingen udbydes som skoleforløb, kan der være lukket for udstillingen, når du kigger forbi.

    Om Fang Fortællingen
    ”Fang Fortællingen” er et formidlingsprojekt, der sætter den gode historie i centrum. Projektets kerne er fysiske udstillinger, der åbner fortællingerne op, så man kan gå på opdagelse i de litterære verdener. 10 biblioteker er med i projektet, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og Nordea-fonden. Guldborgsund-bibliotekerne udbyder som deltager i projektet alle ti udstillinger løbende. Biblioteket har selv bidraget med en noget anderledes udstilling, nemlig det imponerende, oversize brætspil ”Den Store Djævlekrig”, som bygger på Kenneth Bøgh Andersens børnebog.