SJOVE, SERIØSE OG ÆRLIGE TEKSTER I BYRUMMET 

7. klasserne fra Østerbroskolen har samarbejdet med forfatter Jesper Sternberg om poetiske perspektiver på deres lokalområde. Det er der kommet en række plakater ud af, som hænger rundt omkring i bybilledet i sær på Østerbro i Nykøbing Falster.

15. okt 2020

Indhold

    Til sammen udgør teksterne og plakaterne et alsidigt, personligt og alternativt portræt af de unge mennesker og deres dagligdag. Poesiplakaterne er en del af projektet HER HVOR VI BOR, hvor børn og unge fra Guldborgsund har samarbejdet med forskellige kunstnere og gennem musik, fotografier, mindesten, tegninger mv. har præsenteret forskellige perspektiver på deres hverdag, deres færden i lokalområdet, deres tanker, interesser og drømme.

    ”Projektet falder helt i tråd med vores prioritering af dannelse her i Guldborgsund Kommune og det er tankevækkende at se, hvordan de unge selv ser deres område i projektet ”Her hvor vi bor”. Det er vigtigt, at vi som kommune bakker op om initiativer, hvor vi ikke selv er styrende ift, hvad der skal komme ud af det, og at vi tror på de unge og deres lyst til at bidrage til at sætte en debat eller en værk op, som kan give os alle noget at tænke over” udtaler Martin Lohse, formand for Kultur-, Fritids-, og Bosætningsudvalget.

    Nogle har undret sig over nogle af budskaberne på plakaterne, andre er stoppet op og har spurgt sig for fx på de sociale medier: ”Nogen, der ved, hvad de her røde skilte går ud på ?” vedhæftet et foto af en af plakaterne. Og Nina Rasmussen svarer i den lokale facebookgruppe Østerbro Nykøbing F: ” Jeg tænker, deres mission er lykkedes til et flot 12 tal. De fik mig til at stoppe op. Gribe min mobil, bruge tid på at tænke, og den fik debatten i gang. (…) Jeg synes, det er sjovt at se, hvad de skolebørn har gjort sig af tanker. Det er jo kunst. Ikke alt kunst er lavet for at være det kønneste i verden, men for at få os til at tænke. Og det lykkedes.”

    Læs mere om projektet her https://www.guldborgsund.dk/herhvorvibor