Støtte til fællesskaber, bevægelse og kunst

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget har på deres møde i går bevilget tilskud fra Bevæg dig for Livet-puljen til en ungecafé, som rykker ud på mountainbikes samt et projekt der handler om padeltennis – og fra Kulturpuljen til Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårns udstilling i 2021.

17. sep 2020

Indhold

    Bevæg dig for Livets pulje: Ungecafeen på Center For Afhængighed rykker ud

    Center For Afhængighed har stor succes med deres Ungecafe for ca. 20 unge i alderen 18-27 år. De unge oplever ofte ensomhed, typisk i forbindelse med at blive clean, og har derfor brug for nye fællesskaber.

    Ungecafeen har haft succes med at arrangere bl.a. ture til de unge for at åbne deres øjne for nye interesser og fællesskaber. Derfor vil Center For Afhængighed nu tilbyde Mountainbike.

    Bevæg dig for Livets pulje: Padeltennis for alle hos Nykøbing F. Tennisklub

    Padeltennis er i stor vækst i Danmark, og det vil Nykøbing F. Tennisklub forsøge at udnytte med en bane, som både appellerer til de eksisterende medlemmer og til kommende nye medlemmer. Klubbens samarbejde med CELF’s skolehjem om, at eleverne kan benytte deres eksisterende tennisbaner. Det samarbejde vil de udvide til også at omfatte padeltennis.

    Samarbejdet er en oplagt mulighed for at skabe medlemsvækst, og ramme den unge målgruppe, som i forvejen har svært ved at finde vej til foreningsfællesskaber.

    ”Nogle gange handler det om at blive inspireret på den rigtige måde, og kombinationen af fællesskaber og sport kan noget særligt, ikke mindst for de unge. Derfor er vi glade for at støtte de to projekter, som vi har fået ansøgninger fra til Bevæg dig for Livets pulje”, fortæller Kultur, Fritid og Bosætningsudvalgets formand, Martin Lohse.

     

    Kulturpuljen: Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårns sommerudstilling i 2021 med temaet ”Højvande”

    Kunstudstillingen suppleres med foredrag, artist talks og en debataften. Det mener Martin Lohse er en god mulighed for gæsterne: ”Kunsten kommer lidt tættere på, når vi kan tage en snak med kunstnerne selv, hvad enten det er til en snak om teknikken, temaet eller noget helt andet. Men vi må gerne blive inddraget og ikke kun være beskuere. Kunsten må gerne gøre noget ved os. Det giver udstillinger som Det Blå Tårns mulighed for.”

    Temaet for udstillingen refererer til tre af FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling og tager samtidig udgangspunkt i August Strindbergs (som kunstnersammenslutningen er inspireret af) tilgang til at tolke livet og dets udfordringer gennem forskellige medier. Der er gratis entré til udstillingen, hvilket giver flere borgere mulighed for at møde den professionelle kunst. Udstillingen er bemandet af kunstnerne selv, som gæsterne derfor kan gå i dialog med om værkerne eller emnet.