Gå til hovedindhold

Retningslinjer for dagtilbud

Her finder du de retningslinjer, der gælder ved børnepasning i kommunale og private institutioner samt i den kommunale dagpleje. Her findes også oplysninger om principperne for et sundt frokostmåltid, samt sagsbehandlingstider.

Indhold

    Fælles retningslinjer for alle dagtilbud

     

    Afhentning af børn i dagtilbud

    Børn i dagtilbud må udleveres til følgende:

    1. Barnets biologiske forældre, herunder ugifte, der er samboende med barnet.
    2. Personer, der har indgået ægteskab med den der har forældremyndigheden, eller lever i et ægteskabslignende forhold.
    3. Personer, der har barnet i døgnpleje, jf. Lov om Social Service.
    4. Personer, som har fået tilladelse af ovenstående til afhentning, forudsat dagtilbuddet er blevet orienteret herom.

    Er personalet ikke blevet informeret, når "andre" henter barnet, kontakter dagtilbuddet en af de i punkt 1-3 anførte personer for bekræftelse.

    Bliver barnet ofte hentet af samme person (f.eks. bedsteforældre, søskende, venner o.l.) kan der aftales en fast tilladelse om afhentning af barnet.

     

    Forholdsregler ved berusede/påvirkede forældres afhentning af børn

    Hvis dagtilbuddet vurderer, at forældre er for påvirkede til at varetage transport af deres barn på forsvarlig vis, skal personalet foreslå, at der ringes efter en taxa.

    Agter den påvirkede forældre alligevel selv at køre, skal personalet kontakte politiet.

    Vurderer personalet, at den afhentende forælder er for påvirket til at tage sig forsvarligt af barnet, kontaktes barnets hjem med henblik på at sikre, at en ædru person er til stede. Er der ikke det, skal personalet meddele, at barnet ikke kan udleveres, og Børn & Familie kontaktes.

    Efterfølgende underrettes Børn & Familie, og forældrene indkaldes til en samtale om episoden / familiens situation.

     

    Sygdom og sundhed

    Syge børn:

    Syge børn modtages ikke i dagtilbuddet.

    Reglerne for fremmøde er bl.a. fastsat med henblik på at begrænse smitteoverførsel. Hvis barnet har feber, eller hvis det er så dårligt, at det ikke kan deltage i de daglige aktiviteter, kontaktes forældrene og anmodes om at afhente barnet.

    Barnet skal opleves raskt og i stand til at deltage i dagtilbuddets aktiviteter – både ude og inde - før barnet kan begynde i dagtilbuddet igen efter en sygdomsperiode.

    Forældrene bedes kontakte dagtilbuddet med besked om barnets sygdom, samt (ved længere tids fravær) umiddelbart inden tilbagevenden med henblik på at udveksle relevant information.

    Allergi:

    2,2 % af alle nyfødte i Danmark udvikler mæskeallergi, men langt de fleste er vokset fra det i 3-årsalderen.

    Sundheds- og Levnedsmiddelstyrelsen fraråder, at børn sættes på mælkediæt uden forudgående lægeundersøgelse, da tilfældige kosteksperimenter kan føre til fejl- og underernæring.

    Ved anmodning om, at én eller flere fødegrupper udelukkes fra barnets kost, skal en lægeudtalelse foreligge. Undtaget herfor er fødevarer, som afvises af religiøse årsager.

    Medicin:

    Dagtilbuddet må udelukkende påtage sig medicingivning, når der foreligger en kronisk lidelse, som f.eks. astmatisk bronkitis og feberkramper. I sådanne tilfælde skal pakningen være påhæftet barnets navn, samt instruks for medicingivningen.

    Hvis barnet efter sygdom stadig behøver medicin, skal denne som hovedregel gives uden for det tidsrum, barnet er i institutionen. Reglen kan fraviges ved gensidig aftale.

    Får barnet penicillin, kan det modtages efter 2 dages behandling, forudsat det er raskt nok til at deltage i de daglige aktiviteter.

    Lus:

    Findes lus hos et barn, kontaktes forældrene med henblik på at starte behandling hurtigst muligt.
    Barnet kan modtages i dagtilbuddet, når det er i behandling. Det er vigtigt at følge instruksen på specialshampooen, og efterbehandle som anført. Ved gentagne luseangreb henvises til sundhedsplejersken.

    Rygning:

    Alle dagtilbud er røgfrit område.

    Skadestue:

    Ved besøg på skadestue kontaktes en af forældrene hurtigst muligt for at aftale det videre forløb. Han / hun opfordres til at komme til skadestuen eller til dagtilbuddet.

    Solcreme:

    I sommerhalvåret skal barnet være smurt med solcreme, inden det møder i dagpasning. Herefter vil personalet sørge for yderligere opfølgning.

    Dagtilbuddet sørger for at indkøbe solcreme med de mest bruge solfaktorer.

    Bruger barnet en speciel solcreme, eller en særlig faktor, skal den medbringes hjemmefra og forsynes med tydeligt navn.

    I dagplejen er det forældrenes ansvar at medbringe solcreme, som skal være mærket med barnets navn.

    Retningslinjer for pladsanvisningens visitation af dagtilbudspladser i Guldborgsund Kommune

    Disse retningslinjer er udarbejdet i henhold til dagtilbudsloven, og er gældende for den måde, der visiteres plads i kommunale dagtilbud i Guldborgsund Kommune. 

    Pasningsgaranti:

    I Guldborgsund Kommune er der pasningsgaranti. Det betyder, at kommunen skal anvise pladser til alle børn i aldersgruppen over 26 uger til skolestart, jf. § 23 i dagtilbudsloven. Det betyder, at der er garanti for en plads senest tre måneder efter, at vi har modtaget ansøgning om opskrivning på den Digitale Pladsanvisning. 

    Pasningsgarantien anses for opfyldt, når barnet har fået tilbudt en plads i et alderssvarende dagtilbud i kommunen. Pasningsgarantien er ikke gældende for, at barnet kan få en plads i et bestemt dagtilbud.

    Der visiteres til et alderssvarende dagtilbud i det skoledistrikt, hvor man bor. Såfremt dette ikke er muligt, visiteres man til et dagtilbud i det nærmest liggende skoledistrikt. Er dette heller ikke muligt, er man garanteret optagelse i det område Nord, Syd eller Vest, hvor man bor.

    Hvis forældrene ikke ønsker at tage imod et tilbud om en plads inden for ovenstående ramme, er forældrene ikke længere omfattet af pasningsgarantien. Forældrene kan herefter på ny ansøge om plads og dermed være omfattet af en ny tre måneders garantiperiode.

    Privatinstitutioner træffer selv afgørelse om optagelse og anvisning af plads i institutionen. Optagelse i privatinstitutioner sker derfor ved henvendelse til den enkelte private institution.

    Pladser i dagtilbud

    Der kan søges om plads i dagplejen, vuggestuer og børnehaver. Visitering af pladser foretages af pladsanvisningen.

    • Dagpleje- og vuggestuepladser tilbydes børn i alderen 26 uger til barnet fylder 3 år
    • Børnehaveplads tilbydes fra den første i den måned, hvor barnet fylder 3 år og 1 måned, til barnet påbegynder skolegang

    • Når barnet er indmeldt i vuggestue i en integrerede institution, overflyttes barnet automatisk til børnehaven i det pågældende dagtilbud

    • Forvaltningen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra aldersstrukturen, hvis det er påkrævet i forhold til et enkelte barns udviklingstrin eller lignende

    • Forældre eller fagpersoner med godkendelse af forældrene kan ansøge om dispensation

    Klik her for at læse mere om ansøgning om dispensation (nyt vindue)

    Kriterier ved fordeling af pladser

    Tildeling af pladser sker efter anciennitet, garantidato og behovsdato.

    Som udgangspunkt bliver en ledig plads tilbudt det barn, som har den højeste anciennitet på ventelisten, og som har et aktuelt behov.

    Der er kriterier, som giver fortrinsret: 

    Søskende

    Søskende har fortrinsret til en plads i samme dagtilbud eller dagplejehjem, som den anden søskende går i.

    En plads kan ikke stå ledig og vente på en søskende, hvis der er andre børn på ventelisten, der ønsker pladsen, når den er ledig. 

    Udsat boligområde

    Børn, der er bosat i et udsat boligområde, jf. dagtilbudslovens § 26a, har fortrinsret, så det sikres, at der i løbet af et kalenderår maksimalt optages 30 % børn i hvert enkelt dagtilbud.

    (Dette punkt er ikke relevant i år 2024, da der pt. ikke er nogle udsatte boligområder i Guldborgsund Kommune).

    Børnehuset Firkløveren

    I henhold til fundats har ansatte på Nykøbing F. Sygehus fortrinsret til optagelse i Børnehuset Firkløveren. Det betyder, at ansatte på Nykøbing F. Sygehus har fortrinsret til optagelse i Firkløveren.

    Skovpladser i Børnehuset Sofiehuset

    De børn, som er indmeldt på Børnehuset Sofiehusets skovpladser, bliver automatisk indmeldt i Skovbørnehaven Skovtrolden, når de skal i børnehave.

    Tilbud om plads

    Tilbud om plads fremsendes digitalt til forældrene. Forældrene skal svare på tilbuddet senest 7 hverdage fra modtagelsen af tilbuddet. Hvis pladsanvisningen ikke modtager svar inden fristens udløb, vil tilbuddet om plads ikke længere være gældende, og pladsen kan blive tilbudt til et andet barn. Hvis forældrene ikke svarer på tilbuddet, betragtes det som afslag på tilbud om plads. Som udgangspunkt giver pladsanvisningen tilbud om plads til den første i en måned.

    Overflytning

    Forældre kan søge om overflytning én gang fra et dagtilbud til et andet. Skulle særlige forhold (sociale, sundhedsmæssige, geografiske o.l.) gøre sig gældende, kan yderligere ansøgning fremsendes på Digital Pladsanvisning.

    Ved flytning inden for kommunen kan der søges om overflytning til et dagtilbud i det område, der flyttes til. Ansøgningen prioriteres i forhold til de øvrige ansøgere for det pågældende skoledistrikt.

    Udmeldelse

    • Udmeldelse sker med minimum én måneds varsel til den sidste i måneden.
    • Udmeldelsen skal ske via Digital Pladsanvisning

    Klik her for at læse mere om Digital Pladsanvisning (nyt vindue)

    Godkendelseskriterier for private dagtilbud

     

    Private dagtilbud defineres i Guldborgsund Kommune som dagtilbud, der kan sidestilles med de kommunale dagtilbud. 

    Klik på dette link for at læse om Guldborgsund Kommunes standard for godkendelse og tilsyn med private dagtilbud indenfor 0-6 års området, der drives efter Lov om Dagtilbud "Dagtilbudsloven" (nyt vindue).

    Retningslinjer for tilsyn med private dagtilbud og pasningsordninger

     

    Indledning

    Følgende udgør Guldborgsund Kommunes standard for tilsyn med dagtilbud og private pasningsordninger indenfor 0-6 års området, der drives efter Lov om Dagtilbud. Tilsynsforpligtelsen udmøntes efter § 15 og 16 i Lov om Retssikkerhed og Administration på det sociale område og Dagtilbudsloven.
    Standarden for tilsynet er beskrevet indenfor 3 hovedområder:


    • De pædagogiske forhold.
    • Sikkerhed og hygiejne.
    • Økonomi.

    Tilsynet skal medvirke til en tæt dialog om dagtilbuddets opgaveløsning og udvikling med det formål at sikre et godt børneliv. Det er derfor tilrettelagt som en dynamisk og proaktiv proces, hvor løbende dialog og udvikling skal sikre kvaliteten i kommunens dagtilbud.

     

    Lov og vejledningsgrundlag for tilsyn i dagtilbuddene

    Kommunens standarder for tilsyn bygger på følgende forudsætninger:


    • Gældende lovgivning.
    • De kommunalt fastsatte mål og rammer for området.
    • Guldborgsund Kommunes værdier om åbenhed og tillid.

    Tilsynspligten omfatter både kommunens egne tilbud samt tilbud, der varetages af andre, som f.eks. selvejende- og private institutioner samt private pasningsordninger.

    Tilsynsforpligtelsen indebærer, at kommunen har pligt til at holde sig informeret om indhold og metoder i dagtilbuddene - samt at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov.

    Tilsynet har fokus på at skulle udøve såvel aktuel som forebyggende vejledning og rådgivning.

     

    Tilsyn med de pædagogiske forhold i kommunale-, selvejende- og private dagtilbud

    Tilsynet varetages af dagtilbudsafdelingen samt af de tilsynsførende i dagplejen. Ansvaret for udførelsen af tilsynet er forankret hos dagtilbudschefen.

    Tilsynet med det pædagogiske arbejde har en proaktiv tilgang med et forebyggende sigte og skal sikre, at der gribes tidligt ind, hvis dagtilbuddet ikke lever op til gældende standard.

    Tilsynsformen skal endvidere sikre, at der foregår en løbende dialog mellem dagtilbudsafdelingen og dagtilbuddene om udvikling og opgaveløsning.

    Det forventes at alle dagtilbud og private pasningsordninger er åbne og positivt indstillet overfor såvel varslede som uvarslede tilsyn.

     

    Standarden for tilsynet er defineret som:

    • Dialog om mål og midler i dagtilbuddets arbejde.
    • Rådgivning og vejledning omkring den generelle drift.
    • Faglig sparring med henblik på forebyggelse og udvikling. Skønnes det nødvendigt, kan eksterne partnere deltage i tilsynet.
    • Kontrol i forhold til dagtilbuddets egnethed til ophold for de indskrevne børn.
    • Opgaveløsning i forhold til det indhold og den kvalitet, kommunen har fastsat.

    Tilsynet kategoriseres på følgende måde:

    1. Løbende og personligt tilsyn, der bygger på det daglige samarbejde mellem dagtilbuddet og dagtilbudsafdelingen.
    2. En systematisk opsamling af informationer, der har betydning for dagtilbuddets kvalitet.
    3. Uanmeldt tilsyn.
    4. Anmeldt tilsyn.

    I det følgende uddybes de 4 tilsynsformer.

     

    Løbende og personligt tilsyn

    Tilsynet varetages med udgangspunkt i den personlige kontakt og det daglige samarbejde mellem dagtilbudsafdelingen og dagtilbuddene - samt i det lederkollegiale samarbejde i områderne og på tværs af dagtilbuddene.

    Med udgangspunkt i kommunens ledelsesgrundlag samt det fælles værdigrundlag gives mulighed for forskellighed i udøvelse af ledelse.

    Lederen er den centrale aktør i udførelsen af det proaktive tilsyn.

    Det løbende og personlige tilsyn sker endvidere gennem forskellige aktiviteter for og i samarbejde med dagtilbuddenes ledere - som f.eks.:

    • Ledermøder med dagtilbudsafdelingen.
    • Opfølgning på forældrehenvendelser.
    • Besøg foranlediget af særligt behov.
    • Projekter og udviklingsarbejder.
    • Indhentning af oplysninger fra pladsanvisningen samt øvrige kommunale samarbejdspartnere.

    Skulle der opstå bekymring omkring dagtilbuddets opgaveløsning, indledes et intensiveret samarbejde med lederen/personalet med henblik på, at finde løsning på de konstaterede problemer.

     

    Systematisk opsamling af informationer

    Informationer, der beskriver dagtilbuddets kvalitet, opsamles løbende og på flere fronter, som f.eks. på Børneintra (hjemmesiden), hvor pædagogiske mål, aktiviteter, og evalueringer offentliggøres.

    Ligeledes indgår oplysninger om dagtilbuddets i den kvalitetsrapport, der skal udarbejdes til udvalget hvert andet år.

     

    Uanmeldt tilsynsbesøg

    Uanmeldt tilsynsbesøg kan altid forekomme og har til hensigt at undersøge og at give et øjebliksbillede af de særlige forhold, som har givet anledning til det uanmeldte besøg. Lederen/personalet skal gøres bekendt med grunden til det uanmeldte tilsyn.

     

    Anmeldt tilsynsbesøg

    Hvis dagtilbudsafdelingen ikke mener, at ”det løbende personlige tilsyn” eller ”de systematiske informationer” giver et tilstrækkeligt billede af dagtilbuddets kvalitet, foretages anmeldte tilsynsbesøg. Den vurdering foretages 2 gange om året.

    Tilsynsbesøget skal opfattes som positiv interesse og mulighed for sparring og dialog om opgaveløsningen.
    Tilsynet afvikling foregår på det enkelte dagtilbud med deltagelse af leder og/eller souschef samt en repræsentant fra medarbejderne. En forældrerepræsentant fra bestyrelsen kan deltage.
    Til besøget er afsat 2-3 timer.

    Dialogen skal forløbe i anerkendende dialog og med et tilpas udfordrende indhold således, at det er muligt at stoppe op og reflektere samt at evaluere den pædagogiske praksis og udvikling i dagtilbuddet. Derudover skal tilsynet medvirke til at ideer og problemstillinger fra dagligdagen videreformidles.

    Tilsynet vil sætte fokus på den organisatoriske, faglige, personalemæssige og pædagogiske udvikling og vil inddrage emner som hjemmeside og pædagogiske læreplaner.
    Den tilsynsførende og ledelsen udarbejder en tilsynsrapport, der beskriver helhedsindtrykket af tilsynsbesøget. Rapporten sendes til dagtilbuddets personale, bestyrelse samt til dagtilbudschefen.

    Tilsynsrapporten kan munde ud i konkrete aftaler om f.eks. råd og vejledning, supervision og/eller evaluering af diverse problemstillinger. Ved særligt bekymrende forhold, eller hvor tidligere råd og vejledning ikke har ført til den ønskede ændring, foretages mere formelle henstillinger/påbud.

    Ved meget alvorlige forhold kan kommunalbestyrelsen foretage lukning af institutionen (kommunale institutioner) eller opsigelse af driftsaftalen (selvejende- og private institutioner).

     

    Tilsyn med hygiejne og sikkerhed i dagtilbuddene

    Tilsynet omfatter:

    • Sikkerhed. Her vægtes en generel forebyggelse af ulykker. Det er lederens ansvar, at dagtilbuddets inde- og udearealer er indrettet som et sikkert sted at være - herunder sovestillinger, brug af soveseler, røgfrie miljøer m.m. Det er dagtilbuddets daglige leder, der har ansvaret for legepladsens udformning samt at gøre forældrene opmærksomme på forhold ved barnets påklædning, som kan være til skade for barnet. Lederen skal endvidere rekvirere assistance den kommunale legepladsinspektion til gennemgang af institutionens legeredskaber. Alle legepladser på institutioner og legestuer gennemgås hvert andet år. I dagplejen foretages tilsynet af de tilsynsførende pædagoger - evt. i samarbejde med legepladsinspektøren.
    • Hygiejne. Det daglige tilsyn foretages af lederen. Den kommunale sundhedstjeneste foretager hygiejnetilsyn efter behov eller på initiativ fra dagtilbudsafdelingen. I dagplejen foretages tilsynet af dagplejepædagogerne.
    • Brandsikkerhed/brandsyn. Brandsyn udføres af Guldborgsund Kommunes redningsberedskab og har (udover kontrolfunktion iht. lovgivningen) også en vejledende og forebyggende funktion. Brandsyn samt inspektion af brandmateriel foretages uanmeldt én gang om året. Det er den daglige leder, som til enhver tid er ansvarlig for, at de driftsmæssige og de interne forskrifter efterleves - herunder sikring af, at en brand- og evakueringsinstruks er udarbejdet, samt at personalet er bekendt med og instrueret i denne.

    Tilsynet foretages i et samarbejde mellem dagtilbudslederen og henholdsvis afdelingen for ejendommen, sundhedsplejen, brandmyndigheden og dagtilbudsafdelingen.

     

    Tilsyn med økonomi

    Tilsynet foretages af kommunens administrative medarbejdere under ledelse af dagtilbudschefen. Dagtilbuddene er endvidere omfattet af den kommunale revision.

     

    Tilsyn med den kommunale dagpleje

    Formålet med tilsynet er, at der til stadighed føres kontrol med, at børnene modtager et pædagogisk tilbud i overensstemmelse med gældende lovgivning samt Guldborgsund Kommunes målsætning på området.

    Dagplejens tilsynsførende pædagoger har ansvaret for tilsynet og skal yde vejledning og faglig sparring i forhold til det pædagogiske arbejde samt sikre det enkelte barns udvikling - alt i samarbejde med forældrene. Der er minimum 6-8 tilsynsbesøg om året.

    Tilsynet foregår, hvor dagplejeren har sit udgangspunkt, samt i legestuen.
    Vejledningen suppleres med personalemøder, fag relevante kurser og temadage m.m.

     

    Tilsynet omfatter

    • Boligen: Indretning, pladsforhold, udfoldelsesmuligheder, hygiejne, husdyr og sikkerhed (herunder rygning).
    • Det pædagogiske arbejde: Udviklings- og læreplaner, leg og læring, aktiviteter, udflugter, legetøjsstandard, sund og alsidig kost.
    • Forældresamarbejde: Forventninger og værdier.
    • Samarbejde med kolleger: Fælles problemløsninger, ansvarlighed, synliggørelse af ressourcer og kompetencer i gruppen, erfaring og vidensdeling, trivsel i jobbet, fællesskabet i legestuen.
    • Samarbejde med den tilsynsførende pædagog: Modtagelse af supervision og vejledning.

    Tilsyn med private daginstitutioner (Dagtilbudsloven § 19)

    Tilsynsforpligtelsen er under samme lovgivning og samme standarder som nævnt under kommunale daginstitutioner.
    Drejer det sig om anmeldt tilsyn foretages dette efter samme skabelon som hos de kommunale dagtilbud. Det samme gælder for brandsyn og legepladstilsyn.

    Tilsyn med privat dagpleje (Dagtilbudsloven § 21)

    Tilsynsforpligtelsen er under samme lovgivning og retningslinjer som for den kommunale dagpleje.

    Tilsyn med privat pasning (Dagtilbudsloven § 78)

    Samme regler som for private pasningsordninger.

    Tilsyn med private pasningsordninger (Dagtilbudsloven § 81)

    Tilsynsforpligtelsen er under samme lovgivning og retningslinjer som for den kommunale dagpleje - dog undtaget læreplaner og forældrebestyrelser. Tilsynet organiseres af Dagtilbudsafdelingen.
    Der foretages 2 anmeldt tilsyn årligt. Uanmeldte tilsyn kan forekomme.

    Formålet er, at der til stadighed er kontrol med at pasningsordningen fungerer under de forhold, den er godkendt til.

    Tilsynet tager udgangspunkt i Dagtilbudslovens formålsparagraf – ”Dagtilbuddet skal fremme børns trivsel, udvikling og læring, forebygge negativ social arv samt skabe sammenhæng mellem tilbuddene”.

    Tilsynet dækker ligeledes § 11 om sprogvurdering.

    Ved tilsynsbesøget kan generelle problemstillinger og vejledning tages op - f.eks. sprog, motorik, allergier og almen trivsel.

    Tilsynet foregår i de lokaler, hvor pasningsordningen har sit udgangspunkt. Hvis det viser sig, at forholdene er uforsvarlige, er det kommunalbestyrelsens pligt at gribe ind. Dette gælder både forhold vedrørende de fysiske rammer (ude og inde), og forhold omkring børnepasserens personlige kvalifikationer og/eller kompetencer.

    Mad og måltidspolitikken

    Her kan du læser mere om Mad og måltidspolitikken, som er gældende for Guldborgsund Kommunes dagtilbud. 

    Den er godkendt ved Børne og Skoleudvalget d. 22.08.2023.

    Børn og Skoleudvalget har i sin udvalgsstrategi fra 2022 følgende pejlemærke:

    ’Vi ønsker at tilbyde sunde fødevarer i dagtilbud og skoler og give børn og unge smag for de sunde valg’

    Mad- og måltidspolitikken knytter an til Planstrategiens tema to om ’Det gode børneliv’ og tema syv om ’Omsorg og sundhedsfremme’.

    Mad og måltidspolitik for Guldborgsund Kommunens dagtilbud

    Mad og måltidspolitik; handleplan for Guldborgsund Kommunens dagtilbud

     

    Dispensation for ventelistekriterierne

    Betydning for dit barn

    At få dispensation for ventelistekriterierne kan betyde, at kommunen bevilger, at dit barn kan blive længere i et dagtilbud, at barnet bliver overflyttet til et andet tilbud før tid eller at barnet kommer ind i et dagtilbud udenom ventelisten.

    Krav

    Muligheden er til for børn med særlige behov, hvor det er særlig vigtigt, at de kommer i det rigtige dagtilbud. En ansøgning skal være vedlagt en udtalelse, erklæring fra speciallæge eller udskrift af barnets lægejournal.

    Online-blanket

    Dispensation for ventelistekriterier (nyt vindue)

    Sagsbehandlingstider for Center for Børn og Læring 

    Emne 

    Paragraf 

    Alder 

    Sagsbehandlingstid 

    Fritagelse fra et sundt frokostmåltid 

    §16 a, stk.3  Børn under skolealderen  20 hverdage 
    Deltidsplads 30 timer ved barselsorlov  §27 b Børn under skolealderen 20 hverdage 
    Søskendetilskud og fripladstilskud af økonomiske hensyn § 43, §43 a Børn og unge  10 hverdage
    SFO søskendetilskud og fripladstilskud § 63, §63 a Børn og unge  10 hverdage 
    Friplads og søskendetilskud  §76 Børn og unge  10 hverdage 
    Privat pasning  §80 Børn 24 uger til skolestart 10 hverdage 
    Søskendetilskud efter ansøgning §85 Børn og unge til og med 7. klasse 10 hverdage 
    Kombinationstilbud §85a Børn under skolealderen  20 hverdage (skal eventuelt drøftes)
    Pasning af egne børn  §86 Børn 24 uger til børnehavealder  10 hverdage fra den dato den nødvendige dokumentation foreligger