Gå til hovedindhold

Dit hjem er en arbejdsplads

Når kommunens personale kommer i dit hjem og udfører hjemmepleje, sygepleje eller genoptræning, er dit hjem deres arbejdsplads.

Arbejdsmiljøloven gælder også, når der udføres arbejde i private hjem.

Indhold

    Her får du information om, hvordan du og kommunen i fællesskab sikrer gode arbejdsforhold for det personale, som kommer hos dig.

    I forbindelse med at du bliver visiteret til hjemmepleje, sygepleje eller genoptræning, udarbejdes der en arbejdspladsvurdering af dit hjem. For at sikre at arbejdet i dit hjem kan udføres under sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, vil vi vurdere dit hjem som arbejdsplads for det personale, som skal udføre opgaver hos dig. De vil bl.a. vurdere om hjælpemidler, rengøringsudstyr, elinstallationer, som skal benyttes af personalet, er i orden.

    Denne arbejdspladsvurdering er et lovkrav og skal opdateres med jævnlig mellemrum, specielt hvis der sker ændringer i behovet for hjælp.

    Samarbejde
    Vi lægger vægt på, at vi får et godt samarbejde med dig, og at vi møder hinanden med gensidig respekt og en høflig omgangstone.

    Hvis arbejdsforholdene i dit hjem ikke er i sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig orden, vil vi vurdere om den visiterede hjælp kan ydes.

    Når personalet er i dit hjem for at hjælpe dig, kan dine pårørende kun deltage efter aftale.

    Der må IKKE laves lyd- og videooptagelser af ansatte på arbejdspladsen, uden at medarbejderne er oplyst om dette. Dette gælder også i dit hjem.

    Du skal sørge for at ledninger, stikkontakter m.m., som personalet skal bruge i deres arbejde, er i orden, så personalet ikke risikerer at få elektriske stød, når de bruger det.

    Hvis du har husdyr, må de ikke være til gene for personalet. Dyr skal derfor lukkes ind i et andet rum, mens personalet er i dit hjem.

    Du må ikke ryge i dit hjem, så længe personalet er der.

    Derudover vil vi bede om, at du lufter ud i de rum, hvor personalet skal udføre deres arbejdsopgaver, inden de møder op i dit hjem.

    Det er vigtigt, at der er nok lys i huset, så personalet kan orientere sig, når de er i dit hjem - også om natten. Det kræver også ekstra lys, hvis personalet udfører sårpleje, derfor kan du blive bedt om at etablere ekstra belysning.

    Du skal sørge for god belysning og gode adgangsforhold fra parkering og hen til husdøren. Derudover skal du sørge for, at dit husnummer er tydeligt.

    Der skal være god plads, til at personalet kan indtage gode arbejdsstillinger. Derfor kan du blive bedt om at flytte eller fjerne nogle møbler og tæpper, eller at du placerer din seng eller plejeseng i et andet rum. Det kan være nødvendigt for at sikre god arbejdsplads til personalet.

    Dette bliver besluttet ved arbejdspladsvurderingen, så du behøver ikke ændre indretning inden dette besøg.

    For at minimere de fysiske belastninger for personalet er det vigtigt, at de nødvendige hjælpemidler er til rådighed i dit hjem.

    Det kan fx blive nødvendigt, at din seng bliver udskiftet med en plejeseng fra kommunen, eller at der skal bruges andre hjælpemidler som fx en lift til at flytte dig fra seng til kørestol, eller måske har du fået stillet en rollator til rådighed. Disse hjælpemidler skal du også sørge for at skabe plads til.

    Trænger dit hjem til en grundig rengøring, skal det bringes i orden, før hjemmeplejen kan begynde at udføre hjælp hos dig. Du kan derfor blive bedt at sørge for en hovedrengøring, inden din visiterede hjælp begynder.

    Når du skal have hjælp til rengøringen i dit hjem, skal du selv stille rengøringsprodukter til rådighed for hjemmeplejen.

    De produkter, som du skal stille rådighed, er:

    • Universal rengøringsmiddel
    • Opvaskemiddel
    • Eddike
    • Flydende WC-rens
    • Flydende håndsæbe

    Produkterne skal være mærkede med Svanemærket eller have EU-Blomsten.

    Hvis der er behov for andre produkter, vil personalet selv medbringe det.

    Hvis du er visiteret til rengøringshjælp, skal du ud over rengøringsprodukter, også stille rengøringsmaterialer til rådighed for personalet.

    Det drejer sig om:

    • Mindst 3 karklude eller mikrofiberklude
    • Gulvspand, fx fra Vileda
    • Gulvmoppe med teleskopstang, fx fra Vileda
    • Mindst 3 moppestykker til gulvmoppen, fx fra Vileda
    • Skuresvampe
    • Toiletbørste
    • Pudseklude eller viskestykker til spejl m.v.
    • Støvsuger med ekstra forlængerstang inkl. poser og hepafilter
    • Stor pedalskraldespand til badeværelset
    • Skraldeposer
    • Køkkenrulle

    Støvsugerrøret og moppestangen skal have teleskopskafter, så de kan tilpasses den enkelte medarbejders højde.

    Et ekstra teleskopskaftrør til at forlænge dit støvsugerrør med kan skaffes ved at kontakte dit lokale elektrikerfirma.

    Husk at have følgende informationer ved hånden, når du skal bestille et ekstra stykke rør:

    • Producentnavn
    • Modelnavn
    • Diameter på støvsugerrøret, om det er af metal eller plastic, og om det er med eller uden låse.

    Du vil få besked, når du skal anskaffe nye materialer.