Gå til hovedindhold

Lokalplaner for havneudviklingen

Her kan du læse mere om lokalplanerne, der udarbejdes i forbindelse med udviklingen af havnen i Nykøbing.

21. okt. 2024

Indhold

    Første lokalplan for udviklingen af havneområdet i Nykøbing Falster ligger nu klar til høring.

    Lokalplan 230 dækker udvalgte områder i den sydlige del af havnen fra omkring Bastebrostræde til Sukkerhallen i syd.

    Planen indeholder mulighed for:

    • etablering af 65-75 boliger i form af både byhuse, rækkehuse og etageboliger
    • Kultur- og medborgerhuset Bastebrohuset, som er et nybyggeri på op til 8.500 m2 til Museum Lolland-Falster, bibliotek, Billedkunstskolen samt kontorer og en museumscafé
    • Bropladsen, som ligger ved Bastebrohuset
    • En omdannelse af vejen Havnepladsen og stier gennem havnens kommende byrum
    • Omdannelse af den eksisterende Sukkerhal til parkeringshus
    • Klimasikring, og
    • bevaring af bygningen Vejerboden.

    Høringsperioden for lokalplanen løber frem til tirsdag den 17. december 2024. 

    Du kan læse lokalplanen lige her (åbner i nyt vindue)

    En lokalplan er en plan, hvor Byrådet kan fastsætte bindende bestemmelser for et områdes fremtidige anvendelse, udstykning, placering og udformning af bebyggelse, materialer, beplantning, vej- og stiforhold m.v.

    Lokalplanen er bindende for den enkelte grundejer, men omhandler kun fremtidige forhold og giver ikke grundejerne handlepligt. 

    Byrådet kan til enhver tid udarbejde lokalplaner, men der skal altid være en lokalplan, inden et større byggeri, anlægsarbejde eller nedrivning kan sættes i gang. Lokalplanen må ikke stride mod kommuneplanen. Er der modstrid, skal kommuneplanen ændres med et tillæg først.

    OFFENTLIG DEBAT
    Et forslag til lokalplan, skal lægges frem til offentlig debat i mindst 4 uger, hvor borgere og myndigheder kan komme med ændringsforslag og bemærkninger til lokalplanforslaget. Byrådet behandler de modtagne bemærkninger og indsigelser og beslutter, i hvilket omfang de skal imødekommes. Byrådet vedtager forslaget
    endeligt og bekendtgør herefter planen i pressen.

    DISPENSATIONER
    Byrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i lokalplanen, og kun hvis dispensationen ikke strider mod principperne i lokalplanen – som f.eks. anvendelses- og formålsbestemmelserne.

    Se alle bilag til forslag til lokalplan 230 her

    Forslag til lokalplan 230
    Forslag til kommuneplantillæg 5
    Miljørapport
    Miljørapport, afgrænsningsnotat
    Notat vedr. flagermus
    Miljøvurdering - trafikstøj